Fokker F-100 fly fra Denim Air i Aalborg Lufthavn.

Greenland Express-kunder ladt i stikken

Greenland Express måtte i fredags opgive at gennemføre sine flyvninger. Strandede passagerer kunne ikke hjælpes og blev bedt om selv at lægge penge ud til hotel og fortæring.

Problemerne hos Greenland Express Air fortsætter. Flyselskabet måtte i fredags opgive at gennemføre dagens trafikprogram, da der tilsyneladende ikke var noget fly til rådighed.

Konsekvensen blev, at passagererne strandede uden at kunne få hjælp. I stedet opfordrede det virtuelle grønlandske flyselskab sine passagerer til selv at lægge penge ud til hotelovernatning og måltider. Det fremgik af en meddelelse på flyselskabets Facebook-side, hvoraf det også blev klart, at man leder efter en ny operatør for at flyve for sig.

Hidtil har hollandske Denim Air betjent ruten med et 100 sæders Fokker F100 fly på vegne af Greenland Express Air.

“Det er med beklagelse vi må meddele dig, at dagens flyafgange mellem Danmark og Grønland med Greenland Express Air er aflyst. Vi arbejder i øjeblikket på højtryk for at finde tilgængelig flykapacitet til at gennemføre de aflyste flyafgange.“

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvorfor samarbejdet mellem Denim Air og Greenland Express Air er blevet afbrudt. Det er derimod et faktum, at en række passagerer er strandet i Grønland og i København og selv må lægge penge ud, indtil et nyt flyselskab er klar til at overtage transporten.

“På grund af særlige omstændigheder er vi ikke i stand til at yde dig assistance på nuværende tidspunkt. Såfremt du umiddelbart har behov for overnatning på hotel, beder vi dig fremsende kvittering for indkøbte hotelværelser til os. Hotelovernatninger refunderes med maks. 750 kroner per værelse per døgn og i tillæg hertil refunderes fortæring med op til 250 kroner per døgn per rejsende,“ hed det i fredags på flyselskabets Facebook-side.

Tæt på at give op
I henhold til tidtabellen flyver Greenland Express Air næste gang i morgen mellem Danmark og Grønland via Island, men det er endnu meget usikkert, om det er muligt såvel økonomisk som praktisk at få en aftale i stand med en ny operatør.

“Jeg har ikke rigtig nogen kommentarer på nuværende tidspunkt. Flere vil have mig til at fortsætte, deriblandt en investorgruppe,“ skriver Gert Brask i en SMS til CHECK-IN.dk.

Men på hans private og lukkede Facebook-side blev der i lørdags foretaget en opdatering, der gav indtrykket af en mand, der er færdig i luftfart.

“Tro ikke på alt hvad de siger og lade være med at sprede rygter, meget er bare ondskab, hvis du er en af dem som lytter og spreder halve falske rygter om andre, så er du blandt dem som har “ører som affaldsspande“. Sådan er jeg blevet ødelagt af Danskere og Grønlændere og de ønsker mig kun ondt, på grund af en fejl jeg lavede da jeg var ung, jeg straffes stadig den dag i dag,“ lyder den heftige og uredigerede opdatering ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq.

“Jeg ville give folk billigere billetter til og fra Grønland, for at gøre noget godt, men Sermitsiaq og mange andre ville bare se mig fejl og gøre noget ondt. Tillykke jeg giver op, nu kan i rejse meget dyrere igen,“ lød den afsluttende svada, mens Facebook-profilen blev ledsaget af et billede af den korsfæstede Jesus. Det skulle angiveligt symbolisere, at Gert Brask føler sig ofret i kampen for at bryde Air Greenlands monopol på flyvninger mellem Danmark og Grønland.