Greenland Express vil have tjekkiske fly

Selvom Greenland Express endnu ikke har en godkendelse til flyvninger til Grønland, har selskabet offentliggjort et illustration af den flytype, som på sigt skal benyttes på de indenlandske flyvninger.

Drømmene har fra begyndelsen været store hos iværksætterflyselskabet Greenland Express, der sidste sommer formåede at sende et fly afsted fra Aalborg til Grønland via Island på et begrænset antal afgange.

I år er operationen flyttet til Billund, og det har været hensigten at første afgang skulle finde sted den 11. maj med et Airbus A320-fly. I mellemtiden har Trafikstyrelsen stukket en kæp i hjulet for selskabets og dets planer, da der endnu ikke foreligger de nødvendige tilladelser. Målet er derfor nu at påbegynde flyvninger den 14. juni.

Mens Greenland Express planlægger at benytte et Airbus A320-fly til atlantflyvningerne, arbejder selskabet sideløbende på at finde kapacitet, så det vil være muligt selv at flyve passagerer fra Kangerlussuaq ud på vestkysten, hvor de vigtige byer som Nuuk og Ilulissat ligger.

Der har længe været gisnet om, hvilken flytype, som Greenland Express vil anvende til den indenlandske operation, men nu har selskabet løftet lidt af sløret for det på dets Facebook-side.

Hver 10. fly er havnet i en ulykke
Her præsenteres et fly af typen Let L-410 Turbolet som har plads til 19 passagerer eller 1.700 kilo fragt.

Flyet er fra den tjekkiske flyproducent Let Kunovice, der fremstillede første eksemplar tilbage i 1969. Flyet produceres stadig, og der er i alt bygget 1.138 eksemplarer af det lille fly, der også er blevet flittigt brugt i Rusland.

Flyet beskæftiges hovedsagligt i dag i Afrika, Asien og Latinamerika af civile flyselskaber med et par enkelte undtagelser i Europa. Heriblandt flyselskaber i Bosnien og Hercegovina, Bulgarien, Tjekkiet, Ungarn, Rusland og Ukraine.

Let L-410 har en fordel i at kunne lande på korte baner og i nogle tilfælde på baner, der ikke har et fast underlag. Herudover skulle flyet være egnet til at flyve i områder med lave temperaturer.

Ifølge Aviation Safety Network har der gennem tiden været 111 ulykker med Let-410 flyet, hvor samlet 416 mennesker er omkommet. Antallet af ulykker med såkaldt “hull loss“ (totalskadet fly, red.) svarer til hvert 10. fly, der er produceret af denne type.