Her er DAT’s nye Airbus-fly

Danish Air Transport har nu fundet sit nye Airbus-fly i Slovenien. Flykøbet er det seneste i en stribe af flyanskaffelser blandt danske luftfartsselskaber.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle den 6. januar i år, så får Danish Air Transport (DAT) et Airbus A320-fly i sin flåde. På det tidspunkt havde selskabet kig på to maskiner. Nu har DAT fundet et specifikt fly og papirarbejdet er faldet på plads. Der er tale om en 20 år gammel maskine, som siden 2011 har fløjet for slovenske Adria Airways med registreringen S5-AAS. Flyet står lige nu i Ljubljana i Slovenien men kommer til Danmark i starten af marts. Det har tidligere været registreret i USA, Tyrkiet, England, Tyskland og Irland.

Fra den 5. april skal den hver lørdag i sommersæsonen flyve chartergæster sydpå fra Billund for Primo Tours. Resten af tiden skal flyet udlejes på markedet for ad-hoc charter og arbejde for andre flyselskaber på såkaldte wet-lease kontrakter.

”Aftalen med Primo Tours giver os mulighed for en langsom opstart med i første omgang kun en besætning,” forklarer Jesper Rungholm, direktør i Danish Air Transport.

DAT har ikke Airbus-fly i sin flåde i dag. Den nye Airbus-besætning kommer til at bestå af en blanding af nyansatte piloter og stewardesser med Airbus-erfaring og DAT-ansatte med erfaring fra selskabets MD-80 fly.

Flere fly i fremtiden
I første omgang flyver flyet videre med de sæder, som sidder i i dag. Men på sigt er det planen at udskifte dem med nye sæder, hvor stolelommen er flyttet op bag ved klapbordet. Det giver omkring en tomme ekstra benplads. Konfigurationen er Airbus’ standard med 180 sæder og benplads på mellem 28 og 30 tommer afhængig af placeringen i kabinen.

Med 180 sæder håber Danish Air Transport at kunne tiltrække kunder, som har brug for mere end de 148 sæder, som konkurrenten Jet Time kan tilbyde i sine Boeing 737-fly.

Danish Air Transport håber, at den nye Airbus-maskine i de kommende år får selskab af flere Airbus-fly. Men da flyenes primære arbejdsopgaver vil være charterflyvninger i sommerhøjsæsonen, så bliver det sandsynligvis først i foråret 2015, at det ville være realistisk for selskabet at modtage Airbus-fly nummer to.

En stribe nye fly
Det nye Airbus-fly til Danish Air Transport er det seneste i en række af flyanskaffelser til danske luftfartsselskaber. I sidste uge annoncerede Thomas Cook Airlines Scandinavia, at de fra oktober næste år modtager seks helt nye Airbus A321-fly til erstatning for fire Airbus A321 og to Airbus A320-fly.

På samme tid kunne CHECK-IN.dk berette, at Jet Time i marts modtager to brugte ATR72-500 fly. De skal i første omgang indsættes på de ruter, som Jet Time fra sommerfartplanens ikrafttræden skal operere for SAS, da to af Jet Times i alt otte nye ATR72-600 er forsinket fra fabrikken i Frankrig. Når de to nye fly ankommer, agter Jet Time at beholde de to ATR72-500 fly og udbyde kapaciteten på ad hoc-charter markedet.

CHECK-IN.dk kunne i sidste uge også fortælle hvordan Cimber A/S snart modtager sit sjette CRJ-fly. Det skal bruges til at flyve for litauiske Air Lituanica.

Endelig har Primera Air netop modtaget sit ottende Boeing 737-800 fly og hos SAS får man fortsat brugte Airbus A320-fly ind, som får base i Københavns Lufthavn.

Danish Air Transports nye Airbus-fly får registreringen OY-JRK. Det er samme registrering som et af selskabets første fly, en Shorts Skyvan, havde fra 1989 til 2005.

(Øverst) Den nuværende kabine i det nye DAT-fly bliver i løbet af sommeren udskiftet med nye sæder med mere benplads. Foto: DAT

(Nederst) Cockpittet i det nye fly. Foto: DAT