SAS ATR72-600 opereret af Jet Time. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Hver fjerde indenrigspassager væk i Billund

Færre SAS-flyvninger på indenrigsruten mellem København og Billund har resulteret i en passagernedgang i Billund Lufthavn på over 25 procent.

Det suverænt vigtigste parameter for at få indenrigsrejsende til at benytte flyet, er antallet af daglige frekvenser. At der er et godt udvalg af afgange på de tidspunkter, hvor især forretningsrejsende har brug for dem. For megen spildtid mellem møder og flyafgange får med det samme mange rejsende til at søge alternativer som tog eller bil.

Det er passagertallene for indenrigsruten mellem København og Billund i januar et skoleeksempel på. Her har SAS skåret antallet af flyvninger på hverdage ned fra fem i januar sidste år til kun fire i år. Og det har resulteret i en passagernedgang på 26,6 procent. Det viser passagerstatistikken for Billund Lufthavn i januar.

SAS har haft fire i stedet for fem daglige hverdagsflyvninger siden 6. december sidste år og fastholder det niveau frem til 9. marts i år.

Trækker læsset
Indenrigstrafikken udgør kun lidt over fire procent af det samlede antal passagerer i Billund Lufthavn. Så på trods af den store indenrigstilbagegang, så klarer lufthavnen sig ud af januar med en beskeden fremgang i det samlede antal passagerer på 0,4 procent. Det er en solid vækst på 4,1 procent i antallet af udenrigspassagerer, der trækker læsset.

“Netværksselskaberne fortsætter deres vækstkurver, og KLM, Lufthansa, Turkish Airlines, Sun-Air og Air France har alle flere passagerer end i januar 2014. Det er glædeligt at se, at selskabernes investeringer i Billund giver resultater,“ siger Kjeld Zacho Jørgensen, direktør for Billund Lufthavn.

Amsterdam, London, Frankfurt, Oslo og Paris er fortsat de største ruter fra lufthavnen. Færre destinationer hos især Ryanair sætter sine spor hos lavprisselskaberne. Her er der igen i januar måned tale om et fald.

Går den anden vej
Chartertrafikken havde 48.003 passagerer, hvilket er et lille fald på 1,9 % eller 943 passagerer. Destinationer som Maldiverne, Egypten, Thailand og Portugal har god fremgang, mens destinationerne i Spanien ikke helt kan følge med tallene fra 2014.

“Det hænger formentlig sammen med, at destinationerne i Egypten var lukkede i 2014 og mange rejsende omlagde deres ferie til Spanien. Og nu går det så den anden vej,“ siger Kjeld Zacho Jørgensen.