Icelandair skruer op for Canada-rute

Icelandair får nu sin 10. nordamerikanske helårsrute, idet ruten til Vancouver fremover flyves året rundt.

Det startede i maj 2014 med at være en sommerrute af fem måneders varighed med to ugentlige flyvninger. Men nu har Icelandair valgt at gøre sin rute mellem Keflavik-lufthavnen på Island og storbyen Vancouver på Canada’s vestkyst til en helårsrute.

Ruten vil fremover blive befløjet tre gange om ugen i sommermånederne og to gange om ugen i vintermånederne med Boeing 757-200 fly.

Vancouver bliver den 10. nordamerikanske destination som Icelandair servicerer hele året. De øvrige er Seattle, Denver, New York (JFK), New York (Newark), Boston, Chicago, Washington, Edmonton og Toronto – de to sidstnævnte i Canada.

Verdens bedste by
Vancouver er den største by i det vestlige Canada med 2,3 mio. indbyggere og er flere gange kåret som verdens bedste by at bo i. Hvor meget lufthavnen betyder i den sammenhæng er ikke til at sige. Men Vancouver-lufthavnen har i hvert fald siden 2010 siddet solidt på tronen som Nordamerikas bedste lufthavn i Skytrax’ prestigefyldte undersøgelse og kåring.

Med sine omkring 22 mio. passagerer om året er Vancouver International Airport Canadas næststørste lufthavn, kun overgået af Toronto Pearson International Airport. Foruden Icelandair, så flyver Air France, Air Canada, Air Transat, Lufthansa, KLM, Edelweiss Air, Condor og British Airways også mellem Vancouver og Europa.

Med vinterflyvninger til Vancouver er bl.a. et af verdens bedste skiområder Whistler Blackcomb og værtsby for vinter OL i 2010 tættere på end før med blot et enkelt flyskifte i Keflavik på vej til de canadiske pister og puddersneen.

Icelandair tilbyder stopover i Island på vej over Atlanten og man kan blive i Island i op til syv dage uden ekstra billetomkostninger. Rejsen bliver delt i to og man får som rejsende mulighed for at opleve to vidt forskellige destinationer på samme rejse.

Fire mio. passagerer i 2017
Icelandair har 46 destinationer heraf 18 i Nordamerika – 13 i USA og 5 i Canada. Nye amerikanske destinationer i 2017 er Philadelphia, som åbner den 30. maj med fire ugentlige flyvninger, og Tampa Bay, der indvies den 6. september med to ugentlige flyvninger. Flyselskabet har base i Island og udnytter således landets gode beliggenhed midt mellem Nordamerika og Europa for at udbygge et stadigt voksende internationalt rutenetværk med Island som centrum.

Icelandair forventer i alt at transportere fire mio. passagerer i 2017, hvilket vil være en stigning på mere end 12,6 procent i forhold til 2016.

 

 

Relaterede artikler:

Ny rute til Vancouver åbner i dag

Icelandair åbner to nye USA-ruter