Ingen frihed til erhvervsrejsende

Det er konklusionen af en undersøgelse fra Carlson Wagonlit Travel, hvor 149 rejseansvarlige har givet deres holdning til kende om, hvorvidt rejsende selv må booke deres rejser.

Når erhvervsrejser skal bookes, ønsker virksomhedernes rejseansvarlige ikke at slippe tøjlerne og lade de rejsende selv bestemme, hvor og hvordan de vil booke deres rejser. Det viser en undersøgelse fra Carlson Wagonlit Travel (CWT), som er Danmarks største erhvervsrejsebureau.

Kun ni procent af de 149 rejseansvarlige, som har medvirket i undersøgelsen, er for de såkaldte ukontrollerede rejser, hvor de rejsende selv booker deres rejser, mens 62 procent er imod. Det bemærkelsesværdige er dog, at 87 procent aldrig har forsøgt sig med ukontrollerede rejser og heller ikke har i sinde at gøre det.

De fleste af de virksomheder, som påtænker eller allerede har forsøgt sig med en mere lempet tilgang til rejsebooking, begrunder med at de vil øge tilfredsheden blandt de rejsende.

”Vi forventer, at forbrugertrends fortsat vil påvirke de forretningsrejsendes adfærd og forventninger med særlig vægt på flere muligheder for de rejsende. Men feedback fra vores kunder viser samtidig, at mulighederne i markedet i dag stadig ikke er tilstrækkelige i forhold til en mere afslappet tilgang til rejsebooking,” siger Sophie Hulgard, administrerende direktør for CWT i Danmark.

Komplekse bookinger og lavere priser
Undersøgelsen viser yderligere, at 45 procent af alle CWT’s globale bookinger er komplekse og indeholder mere end en strækning. Desuden bliver 45 procent af de europæiske bookinger ændret efter de er udstedt, hvilket kræver en tæt relation til kundeservice, lyder forklaringen fra CWT.

Der har været en del diskussioner om, hvorvidt den yngre generation af rejsende har brug for mere frihed, når de booker rejser, men CWT’s data viser, at der ikke er udpræget forskel på aldersgrupper, når det kommer til bookingadfærd eller bookingpræferencer.

”Det er klart, at der ikke findes en ’one-size’ løsning”, forklarer Sophie Hulgard og fortsætter:

”For at sikre, at vores kunder opnår det bedste resultat både i forhold til sikkerhed, omkostninger og effektivitet, arbejder vi på en løsning, som både sikrer indsamling af vigtige data og en god ”shopping-oplevelse” for de rejsende.”

Undersøgelsen viser også, at de rejseprogrammer, som anvendes i dag og som er fuldstændigt kontrollerede, er mere brugervenlige, billigere og langt den mest effektive måde at styre det samlede rejseprogram på. Dette bekræftes ifølge CWT af tre uafhængige undersøgelser, som har vist, at de priser, man som rejsende får gennem et erhvervsrejsebureau, er mellem 9 og 24 procent billigere end priserne på det åbne marked.