Interkontinental rute tilbage til CPH efter tre årtier

Golfkrigen satte et effektivt stop for alle udenrigsruter fra Irak, herunder ruten til København. Nu genoptager det nationale irakiske flyselskab ruten til den danske hovedstad.

Det er mange år siden, at Iraqi Airways fløj direkte mellem København og Iraks hovedstad, Bagdad. Indtil 1990 havde selskabet en bred vifte af ruter til både Afrika, Asien, Europa samt Syd- og Nordamerika. Samtlige ruter måtte dog indstilles som følge af Golfkrigen og FN’s flyveforbud i landet, der blev indført i 1990.

Først i 2004 kom Iraqi Airways igen på vingerne efter en ny selskabskonstruktion under navnet Iraqi Airways Company. Siden har selskabet løbende prøvet til med nye udenrigsruter, og nu efter 25 års pause bliver ruten til København genoptaget som den fjerde destination i Europa. Selvom lanceringen af ruten angiveligt har været kendt af Københavns Lufthavn siden starten af maj, hvor også flere irakiske medier omtalte nyheden, har det statsejede selskab imidlertid valgt at gå stille med dørene.

Der har således hverken været markedsføring eller anden form for annoncering af ruten forud for premiereflyvningen i går. Alligevel er der meget, som peger på, at det er en rute med stort potentiale. Selvom turismeindustrien på ingen måder er aktuel i Irak, bor der alene i Skandinavien omkring 200.000 irakere, hvoraf mange har relation til deres hjemland og ønsker at besøge venner og familie der.

Ifølge kilder i branchen er dette netop årsagen til, at Bagdad-ruten igennem flere år har været et stort ønske for Københavns Lufthavn.

A321 to gange om ugen
At potentialet skulle være stort afspejles også i valget af flytypen til ruten. Det er nemlig et Airbus A321-fly med plads til over 200 passagerer, der to gange om ugen vil lande i København, oplyser Københavns Lufthavn til CHECK-IN.dk. Hvorledes typen er indrettet hos Iraqi Airways har det dog ikke været muligt at få bekræfet.

Iraqi Airways råder over to Airbus A321-fly, hvis gennemsnitsalder er 3,7 år. I alt har Iraqi Airways 20 fly fordelt på diverse Airbus, Boeing og CRJ-flytyper. Hele flåden har en gennemsnitsalder på 6,9 år.

De to ugentlige flyvninger vil afgå fra Københavns Lufthavn klokken 14 på onsdage og søndage. Halvanden time forinden er flyet landet i København, hvor det har været fire en halv time undervejs fra den irakiske hovedstad.

Udover København har Iraqi Airways siden marts fløjet til London Gatwick med teknisk stop i Malmø. De to øvrige Europa-destinationer blev tilføjet i april og maj til henholdsvis Frankfurt og Düsseldorf.

Billede: Iraqi Airways’ fly var oprindeligt malet i grønne farver, men idet at denne bemaling for mange var associeret med Saddam-regimet, har flyene nu fået en næsten udelukkende hvid bemaling. Flyet på billedet er et af selskabets tre Airbus A320-fly.