Mahan Air's Airbus A340-600 er det længste passagerfly med regelmæssig tilstedeværelse i CPH. (Foto: Københavns Lufthavn)

Iranere skruer op og ned for CPH-rute

Iranske Mahan Air justerer i løbet af 2017 gevaldigt på sin CPH-rute, som betjenes med store fly med til tider meget få passagerer ombord.

Iranske Mahan Air har tilsyneladende tiltro til den rute mellem København og Teheran, som selskabets indviede 9. juni sidste år og siden hen har betjent to gange om ugen. I hvert fald udvider Mahan Air til tre ugentlige flyvninger fra den 13. juni og resten af sommersæsonen frem til udgangen af oktober. Hvordan selskabet vil betjene ruten herefter, har man ikke lagt sig fast på.

Når kapaciteten øges den 13. juni vil de nuværende flyvninger på torsdage og søndage blive suppleret af en tirsdagsflyvning.

Forud for indsættelsen af den ekstra ugentlige rotation er der dog gået to lange perioder med kun én ugentlige flyvning. Fra og med den 19. januar til og med den 16. marts og igen fra med den 27. april til og med den 8. juni vil der således ikke være nogen torsdags-flyvning.

Det vil sige, at ruten i juni efter cirka en måned med kun én ugentlig søndagsflyvning går op på tre ugentlige flyvninger.

Store sæsonudsving
At Mahan Air skruer så meget op og ned for kapaciteten skyldes sandsynligvis de store sæsonudsving, der er på ruten. Således viser passagertallene fra Trafikstyrelsen, at der i juli sidste år var mere end tre gange så mange passagerer på ruten som i november samme år. Fra starten 9. juni til slutningen af november var i alt 14.201 passagerer på i alt 100 flyvninger. Det giver en belægning på 142 passagerer per afgang. I juli var der 3308 passagerer på 18 flyvninger, hvilket giver en belægning på 183,7 passagerer per flyvning. I november var der ifølge Trafikstyrelsen kun 1.044 passagerer på 16 flyvninger, hvilket svarer til 65,25 passagerer per flyvning.

Selv om der i de travle sommermåneder er ganske mange passagerer på ruten, så giver det ikke særligt imponerende belægningsprocenter. Mahan Air anvender nemlig oftest Airbus A340-600 langdistancefly på ruten. På det lange Airbus-fly har Mahan Air plads til i alt 308 passagerer. Mahan Air anvender også de lidt mindre Airbus A340-300 langdistancefly på ruten. Men med plads til op til 299 passagerer på den flytype, så gør det ikke belægningen meget bedre. Ved at anvende de to store flytyper når man selv i juli ikke meget over 60 procents belægning. Og hvis passagertallene for november sidste år er rigtige, så sad der kun passagerer i lidt over hvert femte sæde på de 16 november-flyvninger.

At Mahan Air vælger at øge antallet af ugentlige flyvninger på trods af de ikke ligefrem imponerende belægningsprocenter, skyldes formentlig, at efterspørgslen efter flere frekvenser er tilstede. For når Mahan Air ikke flyver mandag-onsdag, så ændrer passagererne ikke nødvendigvis deres rejseplaner og tager flyet søndag eller torsdag. Nej, så vælger de i stedet andre afgange. Og det vil Mahan Air nu råde bod på med en tirsdags-flyvning.

Flere business class-sæder
Forklaringen på at Mahan Air vælger at anvende Airbus A340-600 – det længste fly i fast rutefart til og fra København – samt Airbus A340-300, skal formentlig primært findes ét sted. Nemlig at de to flytyper er grundstammen i Mahan Airs langdistanceflåde. Foruden nogle ældre Airbus A310-fly, så er det hvad selskabet råder over og kan sætte ind, hvis man ikke vælger de endnu større Boeing 747-fly, som selskabet også råder over.

Ud af 20 returflyvninger i november, december og starten af januar anvendte Mahan Air Airbus A340-600 på de 14 af dem. At man vælger den største flytype skyldes sandsynligvis en kombination af at det er den flytype, man har flest af, og at der er langt flere business class-sæder på -600 i forhold til -300. Faktisk 50 procent flere. 45 lie-flat sæder på Airbus A340-600 mod kun 30 almindelige sæder på business class på Airbus A340-300. Det kunne tyde på, at Mahan Air har godt fat i erhvervslivet, samt at mange af de kinesere, som flyver via Iran til Europa og udgør en stor andel af passagererne på CPH-ruten, vælger at forkæle sig selv med business class.

Nye ruter og forretningsmuligheder
Efter at den mangeårige handelsembargo mod Iran blev ophævet har europæiske og iranske flyselskaber haft travlt med at åbne nye flyruter mellem Europa og det store islamiske land i Mellemøsten, hvor mange virksomheder nu øjner nye forretningsmuligheder, da landet har været mere eller mindre akskåret fra omverdenen.

Selskaber som Air France, Austrian, British Airways og Lufthansa har således annonceret nye ruter til Iran, mens blandt andre Alitalia har valgt at øget antallet af frekvenser på ruten til Teheran.

Skandinaviske SAS har ikke fulgt i de andre selskabers fodspor og åbnet en rute fra Københavns Lufthavn. Derfor kom Mahan Air først. For år tilbage fløj Iran Air mellem Teheran og København. Det skete blandt andet med den særlige korte SP-version af Boeing 747 jumbojetten. Selskabet flyver i dag to gange ugentligt til Stockholm Arlanda.

 

 

 

Relaterede artikler:

Officielt: KLM åbner rute til Teheran

Teheran-rute godt fra start i København

Den lange iraner kom til CPH

Mahan Air udvider med større fly til CPH

SAS er tavs om Iran-rute

x

Læs Også

Naviair-advarsler om forkortet tværbane

At bruge en forkortet tværbane i CPH er ikke så problemfrit, som Københavns Lufthavn vil gøre det til. Det viser et notat fra flyvekontroltjenesten Naviair.

Resumé: Ugen i luftfartsbranchen

Københavns Lufthavn er udfordret af de skandinaviske konkurrenter, mens man i Billund håber på den første langdistancerute til lufthavnen i 2019.

Skærpet grænsekontrol giver frygt for kaos i CPH

For at undgå kaos, så bør CPH og dansk politi have lang tid til at indføre de nye grænsekontrolregler, som EU-landene netop har vedtaget. Det mener Dansk Luftfart.

Iranere til møde med myndighederne

Selvom iranske Mahan Air har stoppet sine flyvninger til Københavns Lufthavn, så skal selskabet fredag tale sin sag overfor Trafikstyrelsen.

Hæder til danske lufthavne

Både Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn høstede anerkendelse, da Skytrax tirsdag aften uddelte priser ved World Airport Awards i Amsterdam.

Iranere har lukket CPH-rute

Iranske Mahan Air har med øjeblikkelig virkning lukket sin rute fra Teheran til København. Ruten har været befløjet to gange om ugen siden juni sidste år.