Japans to regeringsfly ved et tidligere statsbesøg i Kuala Lumpur. (Arkivfoto: M Radzi Desa | GNU Free Documentation License 1.2)

Japansk Air Force One og Two i CPH

To Boeing 747-400 kendt som Japanese Air Force One og Two skal tilbringe seks døgn i Københavns Lufthavn i forbindelse med kronprins Naruhitos besøg i Danmark.

I disse dage fra den 15 til 20 juni er den japanske kronprins Naruhito på officielt besøg i Danmark for at fejre 150-året for de dansk-japanske diplomatiske relationer.

Torsdag eftermiddag blev kronprins Naruhito modtaget af det danske kronprinsepar i Københavns Lufthavn. Kort forinden var der ankommet to store Boeing 747-400 fly med den japanske kronprins og hans følge.

Flyene, der i øjeblikket er parkeret ved fragtterminalen i Københavns Lufthavn, er opereret af Japan Air Self-Defense Force og har hver plads til 140 passagerer. Når flyene er på officiel opgave for den japanske regering eller kejserfamilien, bærer de callsign Japanese Air Force One og Japanese Air Force Two, mens de hedder henholdsvis Cygnus One og Cygnus Two på træningsmissioner og andre ikke-officielle flyvninger.

Udskiftningsmodne fly
Beslutningen om at købe de to fly med registreringerne, 20-1101 og 20-1102, blev taget i 1987, og i efteråret 1991 blev begge fly leveret. Flyene har hjemme på Chitose Air Base på Hokkaido, der er Japans nordligste ø. Hvert fly har en besætning på mellem 17 og 19 personer med to til fire piloter, tre kommunikationsoperatører samt 12 ansatte i kabinen.

De to regeringsfly, der er genkendelige på den store røde sol på halen samt røde og guldfarvede striber langs skroget, indeholder et kontorområde i den forreste del af flyet. Herefter følger en kabine i en 2-3-2 konfiguration med lie-flat sæder til brug for embedsmændene, et separat VIP-afsnit med to sæder, et konferencebord med sæder, der kan omdannes til senge samt et sekretærområde med kontorudstyr. Den største kabine er området, hvor pressefolkene holder til, og forrest i denne kabine er der et bord, der benyttes ved pressekonferencer. Upper deck benyttes til hvileområde for besætningen samt til kommunikationsudstyr.

Fremmed statsleder ombord
Det vakte stor opsigt i de japanske medier, da den tyske forbundskansler Gerhard Schröder i 2002 blev inviteret med på en flyvning fra Canada til Japan sammen med den daværende premierminister Junichiro Koizumi. Sammen havde de to statsledere været til G8-topmøde i Canada i slutningen af juni, og da Tyskland havde kvalificeret sig til VM-finalen i fodbold i Yokohama, var der udfordringer med at gennemføre operationen med den tyske regerings Airbus A310-fly.

Udover til brug af transport af den japanske regering og kejserfamilien, er de to regeringsfly også blevet brugt i forbindelse med katastrofesituationer. I 2010 blev redningsfolk transporteret af de to fly til New Zealand, hvor man skulle bistå i eftersøgningen af ofre for det voldsomme jordskælv i Canterbury, hvor 185 mennesker mistede livet.

Nye fly på vej
De to Boeing 747-fly har i dag nået en alder af 26 år og står foran udskiftning. I 2019 forventes Japan således at modtage to helt nye Boeing 777-300ER, der skal vedligeholdes af det japanske Star Alliance-selskab All Nippon Airways.

Det var to andre flytyper inde i billedet, da det japanske forsvarsministerium skulle rådgive regeringen om, hvilket fly, der skulle erstatte den klassiske jumbojet. Boeing 787 Dreamlineren var længe en favorit, men Airbus A350 var også på et tidpunkt en kandidat.

 

Relaterede artikler:

Det flyvende Hvide Hus

Malmø Lufthavn gør klar til pavebesøg

Cameron får regeringsfly

Boeing 747-8 bliver ny Air Force One

Sådan rejser de kongelige og statsoverhoveder

Statsministeren er storforbruger af privatfly

x

Læs Også

Det flyvende Hvide Hus

Det legendariske Air Force One-fly holder til i en hangar på Joint Base Andrews nær Washington DC, og flyets 370 kvadratmeter rummer en flyvende udgave af Det Hvide Hus.