Kampen mod SAS-boksen

I lufthavnen
Vi triller med en tungt lastet bagagevogn ind gennem svingdøren til den lille lyse og imødekommende Vagar-lufthavnens terminal, som blev indviet i 2014. Et tilpas stort udvalg af check in-automater gør, at vi let og smidigt får boardingkort og bagagetags printet ud. De vikles om bagagen og vi sætter kursen mod de to skranker, hvor man selv scanner bagagemærkernes stregkoder og lægger bagagen på båndet. Særdeles nyttigt, at den lille lufthavn har investeret i den slags udstyr. For med to afgange til København lige efter hinanden er der i forvejen lang kø ved de check in-skranker, hvor man på traditionel vis kan lade et levende menneske checke en ind og tage imod bagagen.

For at få brændt de Eurobonus-point af, som ellers udløber bare to dage senere, har vi valgt at flyve med SAS. I slutningen af marts brød SAS nemlig det lokale flyselskab Atlantic Airways’ knap 12 år lange monopol på at flyve mellem København og Færøerne. Det har gjort det nemt at flyve med SAS fra forskellige steder i Europa via København til de 18 smukke øer i Nordatlanten. Nemt når SAS-flyet vel at mærke lander på Færøerne og ikke returnerer til København på grund af den drilske tåge eller vind. Som CHECK-IN har kunne berette, så måtte knap ni procent af alle SAS-flyvninger i maj og juni returnere til København. Ugen før bød på endnu en diversion, men vi ser gennem lufthavnens panoramavinduer Airbus A320-flyet fra København lande gelinde på banen og taxi ind. Derfor bevæger vi os videre.

Securitycheck
Vi scanner selv vores boardingkort og lukkes gennem et automatisk anlæg ind til lufthavnens sikkerhedskontrol, der på nuværende tidspunkt består af kun et spor. Et spor ekstra kommer dog meget snart. Venligt personale hjælper os godt igennem inden døren åbnes til en særdeles omfangsrig taxfree-butik med et imponerende udvalg af parfume, bllig slik og ikke mindst øl, rødvin og spiritus. Nok en af de største butikker i en lufthavn af den størrelse. Det skyldes ikke mindst, at det på Færøerne kun er muligt at købe alkohol i særlige butikker med begrænset åbningstider og kun ganske få steder på øerne. Derfor køber mange færinger ofte godt ind af alkohol i lufthavnen, når de kommer til Færøerne.

Boarding
Uhyre fornuftige priser gør, at vi afrejsende passagerer også tager godt fra i butikken og først er færdige, da det er tid til boarding. Det er nok også meget godt. For den loungeadgang, som en Plus-billet giver adgang til, er det ikke muligt at benytte sig af her. For der er ingen lounge og siddepladser er heller ikke noget, som de rutter med. Muligheden for som Plus-passager at boarde først, er heller ikke noget man bruger heroppe. Men vi overlever og spadserer over forpladsen ud til flyet, mens vi kaster et sidste blik på de grønne solbeskinnede fjelde.

Flyvningen
Med omkring 10 minutters forsinkelse kommer vi afsted fra Vagar i en maskine, der er næsten fuldt belagt. Kunderne har tilsyneladende taget godt imod at SAS er gået ind og gjort det nemmere for især rejsende fra det øvrige Europa at komme til Færøerne.

Vel oppe i vores marchhøjde gør kabinepersonalet klar til at servere for de 12-15 rejsende på SAS Plus. Med placeringen på række 1 er vi henvist til at trække bordet op af armlænet. Og på trods af en manglende skrue, så virker det rimelig stabilt. Tankerne bliver straks ledt hen på ”one hit wonder”-sangen “Living in a box” fra 1987, da stewardessen serverer maden for os. 1. juli indførte SAS nemlig et nyt såkaldt ”servicekoncept”, hvor ”hovedretten” på Plus og Business Class serveres i en firkantet boks.

I inflight magasinet ”Scandinavian Traveller” kan man læse en lang artikel om den ”magiske” terning, som er inspireret af to hollandske designeres ”kuber” og nøje udviklet af SAS. Man kan dog godt have sin tvivl om hvorvidt SAS’ konceptudviklere selv har spist et eller flere måltider fra kassen. For videre praktisk er det ikke.

For det første er man nødt til mere eller mindre først at flå kassens låg fra hinanden for at komme ned til bestikket i bunden. For det andet lægger den kolde kalkunpastrami – som der i dette tilfælde er tale om – oven på grønsagerne. Man skal altså først arbejde sig forbi pastramien ned til grøntsagerne – eller forsøge at skubbe kødet lidt til side inden man hælder dressinngen over salaten – uden at kalkunen kommer i karamboulage med den aspargescreme, som også befinder sig oven på salaten. I forvejen sidder man febrilsk og forsøger at nå pastramien et godt stykke nede i boksen med det bestik, som gudhjælpemig er gjort ekstra kort, så man et øjeblik tror, at der er tale om en form for skjult kamera.

For det tredje bliver tingene meget hurtigt blandet sammen i en stor pærevælling. Ikke mindst hvis man vælger at smide de dildkrydrede brødkrummer, som også følger med, ned i boksen. I det hele taget en ikke videre praktisk løsning, der sætter ens motoriske evner og evner som fisker på en alvorlig prøve. Flot er det uden tvivl med de hvide og blå bokse, og det er da på sin hvis også i orden at få serveret andet end en kyllingsandwich eller kylling med ris. Brugervenligheden er til gengæld gået tabt i laboratoriet. Der er nok en grund til at andre flyselskaber ikke gør det samme.

Til hovedretten serveres et særdeles ”spicy” stykke brød, der nok falder i nogens smag, men ganske enkelt er for ekstremt til de mange forskellige smagsløg, som flypassagererne medbringer. Til gengæld er hvidvinen god og dejlig kølig. Et godt valg, som akkompagneres af den – for denne anmelders vedkommende – obligatoriske coca-cola.

I læsernes tjeneste går jeg og mine to medrejsende efter hovedmåltidet ombord i det udvalg af tre forskellige slags snacks, som menukortet byder på. Der er rift om især de grove chips, men også de saltede mandler og posen med blandede nødder vækker stor begejstring og forsvinder hurtigt fra bordet – skyllet ned med veltempereret jordbærsmoothie for de medrejsendes vedkommende – og gin for mit vedkommende.

Menukortet reklamerer nemlig for en norsk Harahorn gin, som jeg – igen i læsernes tjeneste – naturligvis må prøve. Lækkert for en gin-interesseret at prøve en gin, som man ikke normalt får. Stor ros til SAS for på den måde at markedsføre lokale skandinaviske produkter. Således er de tre små chokolader, som serveres til kaffen fra et svensk firma.

Ankomst
Det meget arbejde med at spise, teste og smage gør, at den knap to timer lange flyvetur går uhyre hurtig. Flyet lander 10 minutter før tid i Københavns Lufthavn, hvilket stewardessen naturligvis ikke undlader at bemærke. Det på trods af at man normalt i opgørelsen af punktlighed regner med det tidspunkt hvor flyet parkerer ved sin gate – og ikke når hjulene rør asfalten.

I Københavns Lufthavn leveres vores kuffert hurtigt og smertefrit. Det manglede da også bare, når nu de har fået ”Priority”-skilte på.

Bortset fra det håbløse boks-koncept for maden, så var det samlet set en let og smidig rejse med god mad – hvis man kunne få fat i den – gode drikkevarer og god betjening. Derfor lander vi højt oppe på skalaen med 5,5 stjerner ud af seks.