- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kaos i Amsterdam-Schiphol lufthavnen

Et omfattende nedbrud i systemerne hos flyvelederkontrollen har ramt Europas tredjestørste lufthavn. Indtil videre har KLM aflyst flere end 80 flyvninger.

Den europæiske flytrafik er tirsdag eftermiddag ramt af forsinkelser og aflysninger som følge af et stort nedbrud i IT-systemerne hos flyvelederlederkontrollen LNVL i Amsterdam Schiphol Airport.

Nedbruddet har betydet, at KLM allerede har aflyst flere end 80 flyvninger, og andre flyselskaber er også blevet ramt. Blandt andet har KLM aflyst den sene eftermiddagsflyvning fra Amsterdam til henholdsvis Billund og Aalborg, mens SAS har aflyste en rotation fra København til Amsterdam og retur.

“KLM kæmper med store forsinkelser som følge af denne afbrydelser. Vi anbefaler vores kunder at tjekke vores hjemmeside for de seneste informationer om ankomst- og afgangstider. KLM beklager de gener, som det påfører passagererne,” hedder det i en meddelelse fra det hollandske flyselskab.

De flyvninger, der ikke er aflyst, opererer med forsinkelser på mellem to og fire timer, viser en oversigt fra lufthavnen.

Genstarter systemerne
IT-nedbruddet er meget omfattende, og de mange forsinkelser og aflysninger skaber afledte effekter i hele den europæiske flytrafik, der således er ramt af de aktuelle driftsforstyrrelser.

Ifølge Airlive.net er det kl. 17.15 lykkedes LVNL at genstarte systemerne, så trafikken kan blive genoptaget i fuldt omfang i løbet af aftenen.

“På grund af en teknisk fejl i trafikstyringssystemet for flyvekontrol håndterer LVNL i øjeblikket mindre trafik i Schiphol Airport. Dette gælder for ankommende og afgående flyvninger. Vi er opmærksomme på de konsekvenser, det har for rejsende, flyselskaber og lufthavnen. I øjeblikket er vi i gang med at genoprette systemerne. Vi gør vores yderste for at løse problemet så hurtigt som muligt,” hedder det tirsdag eftermiddag i en kommentar fra LNVL,  Luchtverkeersleiding Nederland.

 

Relaterede artikler:

Schiphol større end Paris-Charles de Gaulle

Amsterdam-Schiphol afviser brist i sikkerhed

KLM og Schiphol i åben krig

Passagerkaos i Amsterdam-Schiphol

Ny afgangshal taget i brug i Schiphol