Foto: Rebecca Blackwell / Abaca Press

Kinesere fortsætter storopkøb i Europa

De har allerede købt verdens største handlingvirksomhed og verdens næststørste cateringvirksomhed. Men kinesiske HNA Group har appetit på mere.

Flere og flere dele af den europæiske luftfartsindustri får i disse år ikke-europæiske medejere i kraft af store opkøb fra især Mellemøsten og Asien. Bedst kendte eksempler er flyselskabet Etihad fra Abu Dhabi langs Den Persiske Golf, som ejer andele i airberlin, Alitalia og Air Serbia, og flyselskabet Qatar Airways, der ejer en del af International Airlines Group – moderselskabet for British Airways, Iberia, Aer Lingus og Vueling.

En stor kinesisk luftfarts- og turistkoncern gør dog også sit indtog i europæisk luftfart med store milliardopkøb. Det er HNA Group, der blandt andet står bag Kinas største privatejede luftfartsselskab, Hainan Airlines.

Modtaget adskillige bud
HNA Airlines ejer syv procent af selskabet Atlantic Gateway, der ejer 50 procent af TAP Portugal. Men ellers er det mest gennem opkøb af handling- og cateringfirmaer at HNA Group gør sit indtog i Europa.

Aktuelt er HNA Group således i forhandlinger om at købe cateringfirmaet Servair, der er ejet af Air France-KLM. Den fransk-hollandske luftfartskoncern har ifølge internationale medier modtaget adskillige bud på Servair Men har nu valgt at indlede forhandlinger med HNA Group, som ønsker at erhverve 49,99 procent af selskabet for omkring 1,8 mia. kroner.

For bare to måneder siden købte HNA Group verdens næststørste flycateringvirksomhed, schweiziske Gategroup. Hvis det lykkes HNA Group at få fingre i Servair vil det kunne skabe en cateringgigant med 200 lokationer og 39.000 ansatte.

I juli sidste år købte HNA Group Swissport, der er verdens største handlingfirma.

Mere end 800 fly
Egentlige flyselskaber er dog også på opkøbsradaren hos HNA Group. I løbet af det seneste år har HNA købt eller indledt forhandlinger om at købe ejerandele i både Virgin Australia, brasilianske Azul, det irske flyleasingselskab Avalon og fragthandlingfirmaet Swissport.

I Kina og Asien ejer HNA Group helt eller delvist en hel palette af flyselskaber med Hainan Airlines som flagskibet. De mange selskaber har i alt mere end 800 fly og flyver til knap 700 destinationer.

Ved siden af luftfarten, så arbejder HNA Group indenfor fire områder. Det første område er ejendomme, hvor man blandt andet driver 16 kinesiske lufthavne. Det andet område er finansielle investeringer. Hoteller og turismevirksomheder er det tredje forretningsområde, hvor man fornylig købte Radisson-kæden. Det fjerde og sidste ben er skibsbygning, fragt til vands og i luften samt andre elementer indenfor logistik.

 

Relaterede artikler:

Radisson-hotellerne overtaget af kinesisk luftfartskoncern

Kinesere vil overtage Swissport