Norwegians koncernchef Bjørn Kjos og bestyrelsesformand Bjørn Kise ved et tidligere besøg hos Ryanair. (Privatfoto)

Kjos-aktiesalg sender Norwegian-aktien ned

Norwegians koncernchef Bjørn Kjos og bestyrelsesformand Bjørn H. Kise solgte tirsdag to procent af aktierne i det norske lavprisflyselskab. Aktiesalget indbragte 143 mio. kroner, men selskabet tabte til gengæld næsten 700 mio. kroner i markedsværdi.

Norwegians koncernchef Bjørn Kjos og selskabets bestyrelsesformand Bjørn H. Kise ejer sammen med to Kjos-familiemedlemmer tilsammen HBK Invest AS, der er den største aktionær i det norske lavprisflyselskab.

Mandag eftermiddag kl. 16.30 udsendte Norwegian en meddelelse om, at HBK Invest havde engageret Arctic Securities til at sælge 703.243 aktier i Norwegian.

Det medførte en livlig handel, da Oslo Børs åbnede tirsdag morgen. HBK Invest endte med at sælge aktieposten til en pris af 261 norske kroner per aktie, hvilket indbragte Kjos og Kise et samlet provenu på 183,3 mio. norske kroner, hvilket svarer til omkring 143 mio. danske kroner.

Markant kursfald
Markedet reagerede dog kraftigt på, at bestyrelsesformanden og koncernchefen solgte ud af aktiebeholdningen. Således faldt Norwegian-aktien med 9,04 procent i tirsdagens handel, hvilket barberede næsten 890 mio. norske kroner (694 mio. danske kroner) af selskabets markedsværdi.

Handelen med aktien var samtidig særdeles livlig, da der blev gennemført 7.294 handler og omsat for godt 449 mio. norske kroner, eller omkring 350 mio. danske kroner.

Efter transaktionen har HBK Invest reduceret sin beholdning til 8.795.873 aktier, hvilket svarer til 25,02 procent af det samlede antal aktier, der udgør 35.162.139 styk.

Den største aktionær i Norwegian udover HBK Invest er Folketrygdfondet, der forvalter den norske stats pensionskasse. Folketrygdfondets ejerandel udgør 6,9 procent, hvilket er samme ejerandel som investeringsforeningen SKAGEN-fondene har. Danske Bank ejer gennem Danske Invest samlet 3,4 procent af Norwegian Air Shuttle ASA, der er selskabets formelle navn.

Fordelingen af ejerskabet i HBK Invest er delt mellem Bjørn Kjos med 76,58 procent, mens Bjørn H. Kise har en ejerandel på 8,24 procent. De øvrige to ejere med 7,64 procent hver er henholdsvis Bøgaset AS og Tokjo Invest AS. Disse to virksomheder kontrolleres af sønnen Lars Ola Kjos og storebroderen Tore Kjos.

Foto: Norwegians koncernchef Bjørn Kjos (t.v.) og bestyrelsesformand Bjørn H. Kise – her fotograferet foran Ryanairs hovedkontor i Dublin – solgte tirsdag to procent af aktierne i lavprisflyselskabet.