Koncernchef Bjørn Kjos fra Norwegian (Foto: Norwegian/PR)

Kjos deler ud af hemmelighederne

Tilbud om at købe Maersk Air og SAS samt et kinesisk samarbejde. Det er bare nogle af de mange ting Norwegian-boss Bjørn Kjos fortæller om i en ny selvbiografi.

Norwegians 69-årige topchef, Bjørn Kjos, udgav tirsdag selvbiografien ”Høyt og lavt”, der er en blanding af Bjørn Kjos’ egen livshistorie og Norwegians livshistorie. Kjos deler rundhåndet ud af informationer om hemmelige forhandlinger, interne overvejelser og hidtil ubeskrevne begivenheder i bogen, som CHECK-IN.dk har læst.

Mest opsigtsvækkende er historien om hvor tæt Norwegian reelt var på at købe SAS tilbage i 2011 – 2012. Det startede ifølge Bjørn Kjos med et tilfældigt møde med den norske næringsminister Trond Griske i Den Norske Opera i Oslo i foråret 2011. Her foreslog Griske, at Norwegian og Kjos købte SAS.

Kjos var yderst skeptisk over at købe det han i bogen kalder ”et konkursbo med over 40 fagforeninger”. Men bestyrelsesformand Bjørn Kise overbeviste Kjos om, at man i det mindste burde analysere potentialet i et køb af selskabets ærkerival.

Sælges eller skrottes
Norwegian fandt hurtigt ud af, at SAS’ aldrende flyflåde var ekstrem dyr at vedligeholde og brugte rigtig meget brændstof. I første omgang regnede Norwegian med, at man ville kunne bruge 114 af SAS’ fly. Men da man kiggede nærmere på tingene, gik det op for Kjos og co., at der kun var 7-8 fly, som man selv kunne finde på at bruge. Resten burde sælges til selskaber, der ikke var så fokuserede på omkostninger eller skrottes.

Bestyrelsesformand Bjørn Kise bad dog om, at man i det mindste tog et møde med den norske regering i form af Næringsdepartementet. Her fremlagde Norwegian en plan om at sætte store dele af SAS-flåden på jorden og lade SAS få nogle af de nye Boeing 737-800 fly, som var på vej til Norwegian. SAS skulle så tage sig af ruter med mange forretningsrejsende og høje priser, hvor der ikke var mange konkurrenter. Norwegian skulle så tage sig af ferie- og fritidstrafikken og være en form for skjold for SAS mod konkurrenterne.

Fagforeninger styrer selskabet
Bjørn Kjos fortæller i bogen, at hans kone Gerd var lodret imod ideen.

”Bjørn. Det må I ikke gøre. I kommer aldrig til at kunne hamle op med fagforeningerne. Det er i realiteten dem, som styrer selskabet,” sagde Gerd ifølge bogen.

Alligevel mødtes Bjørn Kjos og de øvrige Norwegian-chefer med repræsentanter fra både den norske, svenske og danske stat. Forløbet kulminerede i januar 2012, da Bjørn Kjos og betyrelsesformand Bjørn Kise mødte næstformanden i SAS’ bestyrelse, Jacob Wallenberg. Herefter hørte Norwegian ikke mere fra SAS og de tre skandinaviske regeringer. Og kort tid efter lancerede SAS en stor spareplan.

Købe Maersk Air
I bogen beskriver Bjørn Kjos også kampen mod SAS og Sterling omkring fra omkring 2004 til Sterlings konkurs i oktober 2008. Om hvordan et tæt samarbejde mellem Norwegian og Sterling endte med at kuldsejle. Og om hvordan Sterlings islandske ejere havde store ambitioner om at købe Norwegian og flere andre skandinaviske lavprisselskab og pulje det hele sammen.

I 2005 købte Sterling Maersk Air af A.P. Møller Mærsk-koncernen. Inden da var Norwegian blevet tilbudt at købe Maersk Air for 100 mio. kroner, skriver Bjørn Kjos i bogen. Det var Norwegian dog ikke interesseret i. Og derfor endte det tabsgivende Maersk Air med at blive solgt til det ligeledes tabsgivende Sterling. Ifølge Bjørn Kjos tabte Sterling 100 mio. kroner om måneden, da det gik heftigst for sig.

En kæp i hjulet
Bogen indeholder også historien om hvordan tildelingen af Nobel-prisen til en kinesisk systemkritiker angiveligt var med til at stikke en kæp i hjulet på et samarbejde mellem Norwegian og et kinesisk flyselskab.

Kjos kommer også ind på striden med den amerikanske regering om en tilladelse til at flyve til USA samt forårets store pilotstrejke og problemerne med selskabets første Boeing 787 Dreamliner-fly.

”Høyt og lavt” er Bjørn Kjos’ anden bogudgivelse. I 2006 udgav Bjørn Kjos spiontrilleren Murmanskaffæren. Kjos er tidligere jagerpilot og advokat.