Transportminister Hans Christian Schmidt skal på tirsdag vende tommelfingeren op eller nedad for Aarhus Kommunes planer om etablering af en ny storlufthavn.

Klar til skæbnemøde om ny lufthavn

Aarhus Byråd har vedtaget at gå videre med planerne om en ny storlufthavn. Nu venter et skæbnesvangert møde med transportministeren, som tidligere har været skeptisk overfor projektet.

Tirsdag i næste uge kan adskillige aarhusianske borgere og virksomheders flere år lange bestræbelser på at etablere en ny storlufthavn blive skyllet ud i vasken. Her skal Aarhus’ borgmester Jakob Bundsgaard nemlig mødes med Transport- og Bygningsminister Hans Christian Schmidt for at fremlægge de analyser af lovgivning og trafikgrundlag, som ministeren tidligere har bedt Aarhus Kommune om at udarbejde.

Hvis ikke ministeren giver grønt lys for etableringen af en ny lufthavn eller beder om yderligere analyser, så dør projektet sandsynligvis her. Det er ikke muligt at etablere nye lufthavne i Danmark uden at transportministeren siger god for det.

Skeptisk overfor ideen
Hvis ministeren siger god for at gå videre med projektet, så skal Aarhus Kommune i gang med en omfattende og bekostelig VVM-undersøgelse af mulighederne for at etablere en undersøgelse ved Thomasminde i kommunens nordvestlige del.

Så sent som på weekendens folkemøde på Bornholm stillede Hans Christian Schmidt sig dog skeptisk overfor ideen om flere lufthavne i Jylland end der er i dag. Uden at forholde sig konkret til planerne fra Aarhus, så erklærede ministeren, at han mente, at det var vigtigere at se på transporten til og fra de eksisterende jyske lufthavne.

Hvis ministeren i sidste ende vil afvise en ny aarhusiansk lufthavn, så vil det være fornuftigt at føre kniven på tirsdag i stedet for at lade Aarhus Kommune bruger millioner af skattekroner på at udarbejde en VVM-redegørelse.

Desuden viser de analyser, som Transportministeriet har bedt Aarhus Kommune om at få udarbejdet, at det er stærkt tvivlsomt om der kan tiltrækkes de passagermængder, som er nødvendige for at lufthavnen kan blive rentabel.

Endelig så har Aarhus-borgmester Bundsgaard lovet de fire øvrige ejere af den nuværende Aarhus Lufthavn på Djursland, at der inden sommerferien kommer en afklaring omkring Aarhus Kommunes planer om en ny lufthavn. De fire kommuner er efterhånden grundigt trætte af Aarhus’ arbejde med en ny lufthavn. Flere kommuner har givet udtryk for, at man heller skulle bruge noget energi på at udvikle Aarhus Lufthavn samt forbedre adgangen til Billund Lufthavn.

Særdeles tvivlsomt
Et stort flertal i Aarhus Byråd stemte onsdag aften for at gå videre med lufthavnsplanerne. I indstillingen fra embedsmændene til politikerne stod der, at det er ”særdeles tvivlsomt” at ministeren og Transportministeriet vil give grønt lys til at arbejde videre med projektet.

Tankerne om at etablere en lufthavn tættere på Aarhus centrum end den nuværende Aarhus-lufthavn er blevet diskuteret siden 1970’erne. For godt 15 år siden var man langt fremme med planer om at placere en lufthavn ved Thomasminde, men det blev i sidste ende forkastet af politikerne i Aarhus Amtsråd.

 

 

Relaterede artikler:

Ny Aarhus-lufthavn sendt til tælling af analyse

Aarhus laver endnu en lufthavnsanalyse

Går videre med lufthavnsplaner trods protester

Millionudgift til ekspropriation glemt i Aarhus-rapport

​Ny Aarhus-lufthavn først rentabel efter 16 år