Klippe- og månedskort på indenrigsrute

Danish Air Transport (DAT) indfører klippe- og månedskort på indenrigsruten mellem Karup og København. DAT understreger, at ordningen er skattefri for de rejsende.

Danish Air Transport (DAT) har gennem længere tid tilbudt måneds- og klippekort til de rejsende på ruten mellem København og Rønne. Nu bliver ordningen også indført på indenrigsruten mellem Karup og København.

Det betyder, at rejsende kan købe et personligt månedskort til 14.995 kroner, der gælder for et ubegrænset antal rejser på ruten i 31 dage. Der kan bookes helt frem til afrejse på samtlige afgange.

En anden mulighed er at vælge klippekort, der består af 10 eller 20 enkeltbilletter markedsført som Erhverv 10 eller Erhverv 20. Her kan man købe 10 flex-enkeltbilletter til 8.495 eller 20 flex-enkeltbilletter til 15.990 kroner.

“Vi har lyttet til markedet og fulgt vores kunders råd, så det bliver mere attraktivt for pendlere og andre, der rejser meget,“ fortæller Jesper Rungholm, der er administrerende direktør og ejer af Danish Air Transport.

Skattefrit, hvis arbejdsgiverbetalt
DAT hævder at have en godkendelse fra SKAT, at klippe- og månedskort kan betragtes som skattefrit, når det er en arbejdsgiverbetalt befordring mellem arbejde og bopæl. Godkendelsen skal de rejsende dog selv indhente fra SKAT.

DAT overtog indenrigsruten fra Norwegian den 29. marts i år, selvom man i en længere periode fløj ruten på vegne af Norwegian. Forskellen er i dag, at det er DAT, der sælger billetter og bestemmer, hvor ofte, der skal flyves samt niveauet af serviceniveauet.

Ruten udvikler sig positivt, og der har siden opstarten i foråret været en samlet stigning i passagertallet på lidt under 10 procent. Fra vintertrafikprogrammets start den 25. oktober øges der fra 35 til 42 ugentlige afgange.

“Flere afgange og en fleksibel klippe- og månedskort-ordning. Det skulle gerne gøre ruten mere attraktiv for de rejsende,“ fastslår Jesper Rungholm.