Fortaleza i delstaten Ceará i det nordøstlige Brasilien (Foto: Otávio Nogueira | Creative Commons 2.0)

KLM får tredje brasiliansk destination

KLM tilføjer Fortaleza som trejde brasilianske destination i maj 2018 i et koordineret samarbejde med Air France-selskabet JOON.

KLM har netop annonceret endnu en langdistancerute til selskabets omfattende rutenetværk. Den nye destination er Fortaleza i det nordøstlige Brasilien, og flyvningerne påbegyndes den 3. maj næste år.

Indledningsvist vil KLM tilbyde to ugentlige flyvninger, og fra den 2. juli opjusteres der til tre ugentlige afgange. Ruten vil blive betjent med Airbus A330-200, der er indrettet med 268 sæder fordelt med 18 i Business Class, 35 i Ecomomy Comfort samt plads til 215 passagerer i Economy Class.

“Brasilien er et vigtigt marked for KLM. Tilføjelsen af Fortaleza, vores tredje brasilianske destination, til vort rutenetværk åbner op for nye forbindelser mellem større byer i det nordlige samt nordøstlige Brasilien. KLM´s partnerskab med det brasilianske flyselskab GOL vil skabe et nyt strategisk trafikknudepunkt, som vil forbinde Amsterdam og Sydamerika. Fortaleza passer perfekt i vores netværksstrategi og er også et velkomment bidrag til de sydamerikanske destinationer, som vi allerede tilbyder vores kunder,” siger koncernchef Pieter Elbers fra KLM.

Fortaleza er hovedstaden i delstaten Ceará og er Brasiliens femtestørste by. Byen er kendt for sin omfattende tekstilindustri, og turisterne tiltrækkes af de lange hvide strande. Flyvetiden fra Amsterdam til Fortaleza er på lidt mere end ni timer, da byen ligger relativt tæt på Europa. Der er således kun omkring fire timers flyvning til Gran Canaria.

26 ugentlige afgange til Brasilien
Air France-KLM kommer samlet til at kunne tilbyde fem ugentlige flyvninger til Fortaleza, da det nye Air France-selskab JOON fra den 4. maj vil flyve to gange om ugen fra Paris Charles de Gaulle-lufthavnen.

Fra Fortaleza kan GOL flyve passagererne videre til Belém, Manaus, Natal, Recife og Salvador.

I dag flyver Air France og KLM allerede til Sao Paulo og Rio de Janeiro. Til Sao Paulo tilbyder Air France to daglige afgange med Boeing 777, mens KLM flyver dagligt til den brasilianske millionby med samme flytype. Rio de Janeiro betjenes én gang dagligt af begge selskaber, og her benytter Air France Boeing 777, mens KLM flyver med nye Boeing 787-9 Dreamlinere.

Tyske Condor og portugisiske TAP Portugal er i øjeblikket de eneste flyselskaber, der forbinder Europa med Fortaleza fra henholdsvis Frankfurt og Lissabon.

 

Relaterede artikler:

Første JOON-langdistanceruter præsenteret

KLM åbner og lukker interkontinentale ruter

Air France vil flyve til Brasiliens hovedstad

Seks nye Iberia-ruter i 2011