Sikkerhedspersonale i Københavns Lufthavn (Foto: CPH)

Københavns Lufthavn er Europas mest effektive

Københavns Lufthavn er kåret til Europas mest effektive lufthavn. Ifølge lufthavnen er det en anerkendelse af samarbejdet med flyselskaberne om effektiv drift.

750 starter og landinger. 80.000 passagerer. Op mod 35.000 stykker bagage. Hver dag. At drive Københavns Lufthavn er et kompliceret puslespil. Hver eneste dag opstår der situationer, som kan forrykke brikkerne i det store puslespil, der skal sikre, at flyene kommer af sted til tiden, og de rejsende kommer hurtigt og sikkert igennem lufthavnen.

Det er Københavns Lufthavn så dygtig til, at verdens førende forskere inden for luftfart i Air Transport Research Society (ATRS) har kåret Københavns Lufthavn som Europas mest effektive. Prisen uddeles hvert år af førende internationale forskere og luftfartseksperter i ATRS, som analyserer og vurderer effektiviteten i alverdens lufthavne. Det er 12. gang ud af 14 mulige, at Københavns Lufthavn tager prisen.

”Vi er meget stolte over prisen som Europas mest effektive lufthavn. En pris, der i høj grad skyldes vores dygtige medarbejdere,” fortæller administrerende direktør Thomas Woldbye fra Københavns Lufthavn og fortsætter:

”Vi knokler hver dag for at drive en effektiv og attraktiv lufthavn. Det gør vi ved at arbejde tæt sammen med flyselskaberne om at nedbringe de samlede omkostninger ved at flyve til og fra København. Og det gør vi ved at lytte til passagerernes ønsker og behov og gøre det nemt og hurtigt for de rejsende at komme gennem lufthavnen,”fortæller Thomas Woldbye.

At det er nemt og hurtigt at komme gennem lufthavnen er dog ikke en opfattelse, som deles af alle. Som CHECK-IN.dk kunne fortælle for knap en måned siden, så har Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn omtrent den modsatte opfattelse af situationen i lufthavnen.

“Det er meget stressende at skulle løbe gennem så kompakt en menneskemængde, som der ofte er i Københavns Lufthavn. Det er som at løbe ned ad Strøget i myldretid,” sagde Rasmus Prehn til CHECK-IN.dk.

Ikke just billigst
En af de vigtigste opgaver for Københavns Lufthavn er at få tiltrukket nye flyruter og flere afgange i skarp konkurrence med de andre store lufthavne i Nordeuropa. I det arbejde spiller effektivitet en væsentlig rolle, mener Thomas Woldbye.

”Skandinavien er et højomkostningsområde, også for flyselskaberne. Vi skal være effektive, så de samlede omkostninger holdes nede. Derfor spiller det en væsentlig rolle, at vi igen har fået prisen som Europas mest effektive lufthavn,” siger Thomas Woldbye.

Til gengæld er lufthavnen ikke just en af de billigste lufthavne for flyselskaberne at operere fra. Således er taksterne 80 procent lavere i Oslo Gardermoen og 50 procent lavere i Stockholm Arlanda-lufthavnen.

Udvikle digitale muligheder
Danskerne er et af verdens mest digitale folk. Det afspejler sig også i vores rutiner i forbindelse med flyrejser. Vi finder flybilletter på nettet, checker ind på mobilen, printer selv bagagetags ud på automaterne i lufthavnen, afleverer kufferten på automatiserede bagagedrops, scanner vores boardingkort før sikkerhedskontrollen og følger flyafgangene på lufthavnens app.

”At danskerne er så digitale, har betydet, at vi har kunnet udvikle de digitale muligheder bedre end mange af vores lufthavnskolleger rundt om i Europa,” forklarer Thomas Woldbye.

Netop Københavns Lufthavns fokus på at optimere og automatisere er en af begrundelserne for, at København igen er blevet belønnet med prisen som Europas mest effektive lufthavn.

Forskerne fremhæver også Københavns Lufthavns evne til at håndtere kompleksitet. At 94 procent af trafikken i København er udenrigs, stiller store krav til eksempelvis sikkerhed, bagagehåndtering og transfer. Men på trods af det daglige komplekse puslespil er CPH’s medarbejdere dygtigere end kollegerne i andre europæiske lufthavne til at arbejde effektivt og holde udgifterne til driften nede.

 

 

Relaterede artikler:

S-politiker: Beskidte toiletter og pendlerchikane i CPH

CPH mere effektiv end Schiphol-lufthavn

CPH igen mest effektive lufthavn

CPH igen Europas mest effektive lufthavn

Pendlere og patienter løber slalom i CPH

Flyselskaber: Store kapacitetsproblemer i CPH

x

Læs Også

SAS Ireland i luften 3. december

Den 3. december går SAS' kontroversielle irske datterselskab på vingerne med sine første flyvninger mellem London og CPH. Senere følger flyvninger indenfor Skandinavien.

Transfertrafikken i CPH i frit fald

I oktober var der 12,7 procent færre transferpassagerer i Københavns Lufthavn, og år til dato har CPH mistet næsten 200.000 passagerer i dette segment.

Aviator åbner ny lounge i Københavns Lufthavn

Atelier Relaxium er navnet på en ny lounge i CPH, som handlingselskabet Aviator åbner senere på måneden.

Russere bekræfter ankomst til CPH

Det russiske flyselskab S7 Airlines har søgt om landingstilladelser i Københavns Lufthavn og vil snart åbne for bookinger på en rute mellem Sankt Petersborg og CPH.

EU godkender ATP´s køber af aktier i CPH

EU-Kommissionen har ingen problemer med, at ATP køber sig ind i Københavns Lufthavn og får lufthavnen tilbage på 'danske hænder'.

Problemfri første måned med øget paskontrol i CPH

God forberedelse har sikret en problemfri indførelse af øget paskontrol i Københavns Lufthavn.