• Kristian Leth (t.v.) spillede op til en mini-koncert ombord på flyturen i 10.000 meters højde. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Kristian Leth (t.v.) og makkeren Moogie Johnson gør sig klare inden koncerten. Styrmand Einar Cook kikker også med fra cockpit. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Kristian Leth gav et ekstranummer i den bagerste del af kabinen. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Flere af passagererne benyttet anledningen til at filme begivenheden. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

  • Det improviserede lydanlæg klargøres inden koncerten. Højtalerne var placeret i hattehylden. (Foto: Joakim J. Hvistendahl)

SAS bød på live koncert i 10.000 meters højde

Passagererne på en SAS-flyvning fra København til Rom kunne i går lade sig overraske og underholde af en live koncert i 10.000 meters højde.

(KØBENHAVN-ROM) SAS kunne på gårsdagens rutenummer SK681 (onsdag, red.) fra København til Rom overraske passagererne med en live koncert om bord på flyet. Det var første gang, at SAS gennemførte dette initiativ med udgangspunkt i en flyvning fra Danmark. I luftrummet over de østrigske alper – i godt 10.000 meters højde – begyndte en lydtekniker at klargøre det sidste udstyr, mens sangeren Kristian Leth og medsanger og guitarist Moogie Johnson stemte instrumenterne.

”Vi troede at de skulle til at lave en filmoptagelse eller noget”, fortæller det begejstrede par, Britta og Dick Samuelsson Hammerby fra Sverige, til CHECK-IN.dk. Parret var med på turen til Rom, og havde med sæder på første række nærmest nærkontakt med artisterne. ”Dette var en fantastisk sjov overraskelse, og vi vil gerne booke dem også til hjemturen”, griner Britta Samuelsson Hammerby. Parret er tit på rejse og synes, at det lille afbræk i flyvningen var et godt påfund, og ikke på nogen måde forstyrrede deres rejse.

Stille og behagelig
Purser Jesper Rosenkvist annoncerede den lille koncert, inden Kristian Leth entrede kabinen og gik i gang med at fremføre tre numre fra sit nyligt udgivne album ”Fremmed land”.

Nu ligger kompetencen til CHECK-IN.dk’s redaktion nok ikke på koncertanmeldelser, så vi begrænser os til at skrive, at de rolige toner fra guitar og vokal passede meget godt undervejs på flyvningen. Lyden var overraskende god i den forreste del af flyet, men det kneb en smule på de bagerste rækker af Airbus A321-flyet. Dette kompenserede Leth og kompagnon med ved at lave et improviseret ekstra nummer eksklusivt for de bagerste rækker.

Passagererne så ud til at glæde sig over den lille koncert – der ikke var annonceret på forhånd – og rigtig mange filmede med deres mobiltelefoner. Kristian Leth høstede godt med applaus efter hver af de tre numre; ”Tønder”, ”Vi” og ”Fremmed land”, der alle er fra albummet ”Fremmed land”

Sjov – og langt bedre en frygtet
”Dette gik rigtig god, og meget bedre end jeg havde frygtet”, siger Kristian Leth til CHECK-IN.dk efter koncerten. ”Jeg var måske lidt bange for hvordan publikum ville modtage en ”ufrivillig” koncert, de ikke har valgt at lytte til. Men modtagelsen blandt passagererne var rigtig god, og jeg tror det passet fint med omkring 15 minutters spilletid, fortsætter Kristian Leth, der ikke er afvisende over for at gennemføre en lignende koncert igen, hvis der måtte blive en anledning til det.

Kristian Leth er bosat i New York og rejser selv tit med fly til og fra Danmark. Han har også samarbejdet med SAS tidligere, i forbindelse med produktion af podcasts, men siger at idéen til koncerten om bord kom fra SAS.

Første gang fra Danmark
SAS har tidligere holdt live koncerter ombord på flyvninger fra Norge og Sverige. Nu har også Danmark fulgt trop, og skal vi tro den danske marketingchef i SAS, er næste koncert allerede under planlægning.

”Musik er vigtig for vores rejsende, men også i forhold til vores egen branding”, siger Kenneth Christiansen der er marketingchef for SAS i Danmark til CHECK-IN.dk. I SAS ønsker vi at skabe engagement og overraskelse, uden at dette skal gå ud over passagerernes muligheder for ro og afslapning under flyrejsen. Derfor er tidspunkt, længde og artist til live koncert ombord nøje gennemtænkt”, forklarer Kenneth Christiansen, der ikke afviser at koncerter også kunne være aktuelle i lounges eller gates i lufthavnen. SAS samarbejder også med flere artister om egne Spotify spillelister tilpasset de rejsende.

På det tekniske plan var der opsat et lydanlæg to højttalere, placeret foran og midt i kabinen. Kabling og strøm til disse var drevet af medbragte batterier, således at lydanlægget var isoleret fra flyets strøm- og højttalersystem.

 

Blå bog: Kristian Leth

  • Født 1980
  • Uddannet fra forfatterskolen i 2000
  • Sanger, musiker, sangskriver, producent, forfatter og radio- og TV-journalist
  • Forsanger i bandet The William Blakes
  • Pladeaktuel med soloalbumet “Fremmed land”
  • Bosat i New York
  • Søn af digter, cykelkommentator og filminstruktøren Jørgen Leth og skuespillerinden Hanne Uldal

Kilde: Wikipedia

 

Relaterede artikler:

SAS med live-koncerter på danske flyvninger

Live musik i luften med SAS

Jazz på dansk indenrigsfly