Airbus A340-300 (Foto: SAS)

Kritik af SAS´ reservefly

Det langdistancefly, der i påsken strandede i Goose Bay, er nu på Malta til vedligeholdelse. Flyet er ikke populært hos de hyppige SAS-kunder, der retter kritik mod kabineproduktet.

SAS har officielt 15 langdistancefly fordelt på otte fly af typen Airbus A330-300 samt syv A340-300. Alle disse fly er samtidig opgraderet med nye kabiner, således at SAS har et moderne og komfortabelt langdistanceprodukt.

Men udover disse 15 fly er der også A340-reserveflyet (registrering LN-RKP, red.), som SAS fik leveret i efteråret 2013 på en seksårig leasingaftale. Dette 20 år gamle fly med navnet Torfinn Viking blev i går morges fløjet direkte fra Goose Bay i Canada til Lufthansa Technik på Malta, hvor det skal have skiftet landingsstel. I påsken blev flyet omtalt, da det på en flyvning fra Chicago til København måtte sikkerhedslande i den lille canadiske lufthavn, da man havde tabt kabinetrykket.

De hyppigt rejsende SAS-kunder er ikke særligt begejstrede for det reserveflyet. Det hænger sammen med, at det ikke har nye kabiner som de øvrige 15 langdistancefly, da SAS ikke har prioriteret dette, da der er to og et halvt år tilbage af leasingperioden, hvorefter flyet efter planen skal leveres tilbage.

Svenske Thomas Rosenqvist er kunde hos SAS og rejser så meget med SAS, at han er Diamant-medlem, hvilket vil sige, at han i løbet af et år rejser på mindst 90 strækninger med SAS eller har optjent 90.000 basispoint i SAS EuroBonus-programmet. Han er meget utilfreds med, at SAS benytter reserveflyet i det faste trafikprogram.

“SAS har i store mediekampagner fortalt, at samtlige deres langdistancefly er ombyggede, og at SAS har markedets bedste Business Class. Men det er ikke tilfældet med LN-RKP. SAS påstår, at flyet er et reservefly, som kun anvendes ved særlige omstændigheder, men det er ikke sandt. Jeg har selv tre gange fløjet med dette fly fra København til henholdsvis Chicago og New York,” siger Thomas Rosenqvist til CHECK-IN.dk.

Travlt beskæftiget reservefly
Hos SAS afviser man, at flyet er en del af den daglige produktion. Det på trods af, at flyet har gennemført 78 langdistanceflyvninger fra den 10. januar til den 15. april samtidig med, at det har været til et stort C-check på Malta fra 28. januar til 24. februar.

“Vi har gennemført 2.471 langdistanceflyvninger i denne periode, og reserveflyet bliver sat ind ved planlagt vedligeholdelse og ved uventede tekniske problemer som alternativ til at aflyse eller at leje fly ind og udefra. Vi vurderer, at det er vigtigere for kunderne, at de kommer afsted og ikke bliver forsinkede,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Med omkring 2.400 flyvninger fordelt på de øvrige 15 fly, vil der være et produktionsgennemsnit på 160 flyvninger per langdistancefly. Hvis man samtidig trækker de 27 dage ud af produktionen, hvor LN-RKP har været til eftersyn, vil produktionen på de øvrige fly have været omkring 115 flyvninger, mens reserveflyet har gennemført 78. Dermed er der tilsyneladende tale om et meget aktivt reservefly, da det benyttes i vintersæsonen til at dække ind, når nogle af de øvrige fly gennemgår planlagt vedligeholdelse.

Gamle sæder
Kritikken af LN-RKP går på selskabets kabineprodukt, der ikke i dag er på højde med, hvad SAS kan tilbyde på egne fly. Paradoksalt nok var Business Class-produktet på reserveflyet meget eftertragtet, da flyet blev sat ind, da der var lie-flat beds i denne sektion, hvilket ikke var tilgængeligt før SAS påbegyndte opgraderingen af kabinerne for et par år siden. Men efter at SAS har fået nye og moderne kabiner i selskabets 15 egne fly, har piben fået en anden lyd.

Business Class-sektionen i LN-RKP i LAN Chile-udgave. (Foto: LAN Chile)

“Der er gamle sæder i Business Class, angiveligt helt tilbage fra 1980´erne, og i Business Class er der i stedet for den nye 1-2-1 konfiguration den gamle seating med 2-2-2. Sæderne fungerer ikke altid, og IFE-systemet er under al kritik og fungerer meget dårligt, hvorfor kabinepersonalet uddeler iPads, der indeholder elektroniske magasiner og aviser,” lyder kritikken fra Thomas Rosenqvist.

SAS valgte i foråret 2016 at opgradere kabinen i reserveflyet, så der blev installeret Plus-sæder, således at det også var muligt at tilbyde dette produkt ombord. Her valgte SAS at benytte Plus-sæderne fra kabinerne på de gamle fly. Med en ældre kabineindretning og brugte Plus-sæder taget ud af SAS´egne langdistancefly, kan der tilsyneladende ofte opstå småfejl, hvor sædeindstillinger og andre funktioner ikke virker efter hensigten.

“SAS-personalet har flere gange fortalt mig, at der er mange småfejl, og for nylig talte jeg i Arlanda med en interiør-tekniker fra SAS, der bekræftede, at SAS får mange klager fra passagererne omkring kabinen i dette fly. SAS bliver nødt til at indse, at man ikke er i stand til at tilbyde kunderne, hvad de har købt og betalt for,” mener den svenske Diamant-kunde.

I SAS har man forståelse for, at oplevelsen ikke nødvendigvis er den samme på LN-RKP og de øvrige langdistancefly.

“Det er naturligvis ærgerligt, hvis der er kunder, der bliver ked af at komme med på reserveflyet, men vi ved, at mange af vores kunder eksempelvis skal nå vigtige møder, og der mener vi, at reserveflyet er et godt alternativ i forhold til at ombooke til andre selskaber, hvor vi ikke kan garantere samme plads eller være nødt til at aflyse flyvningen,” understreger pressechefen.

 

Relaterede artikler:

SAS har afsluttet kabineopgradering

SAS har nu 17 langdistancefly

SAS’ vikarfly får Plus-sæder

Ikke Plus-sæder i nyt SAS-langdistancefly

Her er SAS’ nye langdistancefly

x

Læs Også

Sæson for fodboldflyvninger

De danske superligaklubbers kvalifikationskampe til de europæiske turneringer giver fast arbejde for flere danske flyselskaber.

Københavns Lufthavn på vej ud af europæisk top15

Tre europæiske storlufthavne er på vej til at skubbe Københavns Lufthavn ud af gruppen blandt de 15 største lufthavne i Europa.

WiFi på vej i Dreamlinere og MAX hos Norwegian

Norwegian har underskrevet nye kontrakter, der skal sikre WiFi i samtlige selskabets mellem- og langdistancefly, og samtidig skrues der op for båndbredden.

SAS-fly landede med punkteret dæk

Et Bombardier CRJ900 fly fra SAS opereret af irske CityJet måtte sikkerhedslande i Bruxelles-Zaventem lufthavnen med et eksploderet dæk.

Ny SAS-leverandør genoptager forhandlinger

Kommende estisk SAS-leverandør og fagforening vender tilbage til forhandlingsbordet for at lande en aftale om ny overenskomst for 100 piloter og stewardesser.

Billund får Athen-rute

Efter tolv års fravær får Billund nu igen i begrænset omfang direkte fly til Grækenlands hovedstad.