Kritiserede personalet på Twitter og blev smidt af flyet

En bizar situation udspillede sig i søndags i Denver International Airport, da en amerikansk mand og hans familie blev nægtet adgang til et fly efter at have kritiseret lufthavnspersonalet på Twitter.

Da amerikanske Duff Watson og hans to døtre søndag skulle boarde et fly fra Denver til Minneapolis, opstod der et problem. Duff Watson er såkaldt A-list-kunde hos Southwest Airlines, der skulle beflyve turen, og har derfor blandt andet ret til at boarde flyet før selskabets almindelige passagerer. Men da familien skulle til at gå ombord på flyet, blev de stoppet af lufthavnspersonalet og bedt om at stå i kø ligesom de fleste andre.

Sagen er nemlig den, at Duff Watsons to døtre på henholdsvis ni og seks år ikke er A-list-kunder, og derfor ville personalet ikke give dem lov til at springe køen over og boarde med deres far. Den beslutning behagede dog ikke Duff Watson, der konfronterede den ansatte og diskuterede med ham i et stykke tid, inden familiefaren skuffet måtte træde tilbage med uforurettet sag.

Til den britiske avis Daily Mail fortæller Duff Watson, at han forsøgte at overtale den ansatte på en rolig måde, men at han da han gik derfra, ironisk havde sagt følgende ”God måde at behandle en A-list-kunde på. Jeg vil uden tvivl tweete om dette.” Og som sagt, så gjort.

Kort tid efter havde Duff Watson nemlig oprettet en kommentar på Twitter, hvori han fortalte om episoden og derudover havde skrevet den lufthavnsansattes fornavn og første bogstav af efternavn, samt nummeret på gaten, hvor situation udspillede sig i.

Trussel mod sikkerheden

Da familiefaren igen var faldet til ro og sammen med sine døtre endelig havde fundet sine pladser i flyet, blev de mødt af en stewardesse, der bad dem alle om at forlade flyet, medmindre Duff Watson omgående slettede sit tweet:

”Hun sagde, at hendes sikkerhed var truet af mit tweet”, siger Duff Watson til WCCO Minnesota om stewardessen, der endda truede med at ringe til politiet, hvis ikke problemet blev løst. Da Watson nægtede at slette tweetet, måtte familien derefter forlade flyet.

Southwest Airlines bekræfter, at hændelsen har fundet sted, og at familien blev fjernet fra flyet, inden de kort tid efter dog alligevel fik lov til at gå ombord. Det amerikanske flyselskab har sidenhen undskyldt overfor Duff Watson og hans familie i en e-mail, hvori de har sendt tre rabatkuponer på hver 50 dollars til rejser med Southwest Airlines. Den uheldige situation har dog fået Duff Watson til at sværge på, at han aldrig vil flyve med Southwest Airlines igen, så det er tvivlsomt, om de tre rabatkuponer nogensinde vil blive indløst.

Southwest Airlines betegnes som verdens største flyselskab målt på antallet af passagerer, og det er ikke første gang, at lavprisselskabet havner i en uheldig sag som denne. I 2010 måtte filminstruktøren og skuespilleren Kevin Smith forlade et af selskabets fly, da han var for tyk. Den verdenskendte amerikaner blev bedt om at købe en ekstra billet, hvis han skulle få lov til at blive i flyet, men Kevin Smith rasede over beskeden, og blev derefter smidt af flyet.

Foto: (Arkiv) Southwest Airlines