Kvinderne indtager chefposterne i lufthavnene

Den nuværende vicechef i Esbjerg Lufthavn, Anette Bendixen, bliver lufthavnens ny chef. Dermed har hele to kvinder på kort tid gjort deres entré i den tidligere totalt mandsdominerede verden af danske lufthavnsbosser.

Esbjerg Kommune har besluttet at ansætte Anette Bendixen som ny chef for Esbjerg Lufthavn. Hun kommer fra stillingen som vicelufthavnschef i lufthavnen og har haft titel af fungerende lufthavnschef siden at den tidligere lufthavnschef, Peter Bay, forlod stillingen tidligere i år. Det oplyser Hans Kjær, Direktør for Teknik & Miljø i Esbjerg Kommune, til CHECK-IN.dk.

Ikke alene
Med ansættelsen af Anette Bendixen er det mandlige monopol på chefposterne i de danske lufthavne blevet brudt. Aldrig før har en kvinde stået i spidsen for en dansk lufthavn. Og Anette Bendixen bliver ikke eneste kvinde i kredsen af lufthavnsbosser. For parallelt med Esbjerg, så har også Bornholms Lufthavn været på udkig efter en ny lufthavnschef i den seneste tid. Og som CHECK-IN.dk kunne fortælle i sidste uge, så er valget faldt på bornholmeren Christina Dideriksen, der starter i lufthavnen 1. januar næste år.

På Bornholm havde 76 personer søgt stilling, mens 27 havde lagt billetten ind på jobbet i Esbjerg Lufthavn. Tre personer var til en første samtale og to var til en anden samtale, som blev suppleret med en test inden Anette Bendixen blev valgt.

Passet butikken
I Odense Lufthavn har man også fornylig fået ny lufthavnschef. Således startede Christian Berg i stillingen 1. november. Han afløste Peter Høgsberg, der i sommeren rykkede til Aarhus Lufthavn efter at lufthavnen på Djursland havde sagt farvel til den mangeårige direktør, Ole Paaske.

I Aalborg Lufthavn har Søren Svendsen passet butikken siden 2008 og i Billund Lufthavn har den tidligere direktør for Region Syddanmark, Kjeld Zacho Jørgensen, beboet chefkontoret siden 2010. I Karup Lufthavn huserer Erik Jacobsen og i Sønderborg hedder chefen Anders Sørensen.På Sjælland bestyres Roskilde Lufthavn af Lars Lip ogi Danmarks største lufthavn, Københavns Lufthavn på Amager, har Thomas Woldbye, siddet for bordenden siden 2011, hvor han afløste Brian Petersen.