Landingshjul eksploderede på Jet Time-fly

Et Boeing 737-fly fra Jet Time blev torsdag i sidste uge beskadiget i Izmir, da flyet skulle lette mod Amsterdam. Begge venstre landingshjul eksploderede, da flyet afbrød starten.

Det danske charterflyselskab Jet Time har i sommerperioden fra 1. juli frem til den 30. september indgået en kontrakt med hollandske Arkefly om at stille et Boeing 737-fly til rådighed for selskabet.

Det kan dog vise sig, at blive en dyr affære, efter at det pågældende fly med registreringen OY-JTD i torsdag blev beskadiget i Izmir Lufthavn under starten på en flyvning til Amsterdam.

Ifølge Aviation Herald rullede flyet med rutenummer OR898 ud ad bane 34R, da piloterne afbrød starten og lod flyet komme ned i fart. Farten var omkring 130 knob eller godt 240 km/t.Opbremsningen har givetvis udviklet så meget varme, at begge dæk på på landingsstellets venstre side eksploderede.

Under alle omstændigheder viser fotodokumentation fra Hava Sosyal Medya, at flyet ved egen kraft rullede ind til terminalen helt nede på fælgene.

Jet Time-flyet stadig i Izmir
Hændelsen indtraf torsdag aften kl. 22.34 lokal tid, og det var ikke muligt at stille et erstatningsfly til rådighed for de 143 passagerer, der i stedet blev sendt på hotel.

I stedet blev det britiske Titan Airways, der i fredags kunne bringe passagererne tilbage til Amsterdam ved at gennemføre en flyvning med et Boeing 737-300, der er af samme type som Jet Time-flyet. Titan-flyet landede i Amsterdam 21 timer efter den oprindelige tidtabel.

Ifølge FlightRadar24 stod Jet Time-flyet søndag aften stadig i Izmir Lufthavn og ventede på at få skaden udbedret.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Jet Time i forhold til omfanget af skaden samt årsagen til, at piloterne afbrød starten.

Foto: Hava Sosyal Medya