3F-formand: SAS-krav har været benzin på bålet

Onsdagens overenskomststridige arbejdsnedlæggelse hos ansatte i SAS Ground Handling blev udløst af langstrakt forhandlingsforløb og nye krav fra SAS.

Onsdag morgen mellem kl. 09.00 og 11.00 var det ikke muligt at få lastet SAS-flyene i Københavns Lufthavn. Lastefolkene ansat i SAS Ground Handling (SGH) havde iværksat en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, der førte aflysninger og forsinkelser med sig. Ikke alene for SAS, men også for nogle af de andre flyselskaber, der benytter SGH til disse ydelser.

Samlet måtte SAS aflyse fire flyvninger, hvilket var en rotation fra København til Aarhus samt en rotation fra Arlanda til København. Herudover blev omkring 15 flyafgange forsinket med mere end en time. Herudover var der et sted mellem fem og 10 forsinkelser hos nogle af de fremmede flyselskaber, der benytter SGH.

At det lykkedes at få nogle fly afsted skyldes, at omkring 30 administrativt ansatte hos SAS valgte at trække i en anden arbejdsuniform og begyndte at læsse bagage på flyene.

Benzin på bålet
Den ulovlige arbejdsnedlæggelse kom som en lyn fra en klar himmel, og det var uenighed om lokalforhandlingerne – i kombination med frustration over et langstrakt forløb, der foreløbigt ikke har ført til noget – der var baggrunden for arbejdsnedlæggelsen.

“Det handler om løn- og arbejdstid. Lokalaftalerne er efter ledelsens eget ønske fastfrosset frem til maj 2018 – undtaget er alene lønaftalen.  Når der så skal forhandles løn er ledelsen kommet med modkrav på de fastes arbejdstid og vil blandt andet have vikarer ind. Tilsammen har det har så været som benzin på et bål,” siger formand for 3F Kastrup, Henrik Bay-Clausen til CHECK-IN.dk.

Hos SAS er man ikke meget for at kommentere sagen.

“Jeg kan ikke kommentere forhandlingsforløbet, og for os har det været vigtigst at tage hånd om passagererne og sikre, at trafikken kom op at køre igen,” siger pressechef Mariam Skovfoged fra SAS i Danmark.

Ærgerligt for kunderne hos SAS og SGH
At det samtidig gik ud over andre flyselskaber, der er kunde hos SGH, at forhandlingerne mellem SGH og 3F er endt i en blindgyde, beklager man da også fra begge sider.

”Det er under alle omstændigheder rigtig uheldigt for både SAS´ kunder og de andre flyselskabers kunder, og jeg er glad for, at de ansatte i SGH har fulgt tillidsfolkenes opfordring til at genoptage arbejdet. Begge parter skal tilbage til forhandlingsbordet,” understreger Henrik Bay-Clausen.

Hos flyselskabet SAS vil man da også hellere forholde sig til, hvad det betød for kunderne, fremfor årsagen til arbejdsnedlæggelsen.

“Vi er ærgerlige over, at man laver en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse som påvirker trafikken og rammer vores kunder. Vi gjorde, alt hvad vi kunne for at hjælpe vores kunder, og det var også derfor, at 30 administrativt ansatte gik ud for at læsse baggage,” forklarer SAS-pressechefen.

 

Relaterede artikler:

SAS opgiver outsourcing af handling i hovedlufthavnene

SGH beholder 650 ansatte i København

SAS vil outsource handling til konkurrent

Swissport køber sig ind i SAS Ground Handling

Salg af SAS Ground Handling trækker ud

x

Læs Også

SAS lukker City Lounges

Der kommer ikke flere City Lounges hos SAS. Flyselskabet afslutter samarbejdet med No 18 Office and Lounge ved udgangen af oktober.

SAS opruster på Berlin-ruter

I kølvandet på airberlins kollaps indsætter SAS i vintertrafikprogrammet op imod 200 ekstra afgange på Berlin-ruterne fra København og Stockholm.

Endnu et stort underskud hos CityJet

Irske CityJet kom ud af regnskabsåret 2016 med et underskud på 225 mio. kroner efter store omkostninger til etablering i Skandinavien som operatør for SAS.

SAS-gave til Aarhus var ikke helt ny

SAS-direktør Lars Sandahl Sørensen lovede Aarhus-borgmesteren, at aarhusianerne ikke skulle betale ekstra for at rejse med SAS ud i verden. Det skulle man heller ikke i forvejen.

CPH: Lovændring vil være ekspropriation

Hvis reguleringen af Københavns Lufthavn ændres, vil der være tale om ekspropriation og at kommercielle beslutninger lægges i hænderne på embedsmænd, mener CPH.

Forudbestilling af specialmad på SAS Go

Vegetarisk, glutenfrit eller vegansk er nogle af de nye - mens også dyrere - muligheder af specialmad, som SAS tilbyder i forudbestilling til rejsende på SAS Go.