Lavprisselskabet Transavia sigter mod over 100 fly

Air France-KLM vil investere over en mia. euro i udviklingen af lavprisdatterselskabet Transavia. Frem til 2019 skal antallet af fly øges til over 100.

9,7 milliarder kroner. Så mange penge er Air France-KLM parate til at investere i at udvide flyflåden hos den fransk-hollandske flykoncerns lavprisdatterselskab Transavia til at tælle over 100 fly i 2017. I dag har selskabet 41 fly. Det fortæller koncernchef Alexandre de Juniactil franske medier.

Udvidelsen af flyflåden skal føre til, at Transavia vokser fra at transportere ni millioner passagerer i 2013 til over 20 mio. passagerer i 2017. Det skal både ske fra selskabets nuværende baser i Frankrig og Holland, men også fra 5-10 nye baser i andre lande. Ifølge franske medier kunne det tænkes at være lande som Tyskland og Portugal.

Transavia skal desuden overtage en del af KLM og Air France’s ruter. Det vil betyde, at mange piloter og stewardesser fra de to selskaber skal overføres til Transavia. Og Alexandre de Juniac lægger ikke skjul på, at det bliver med andre løn- og arbejdsvilkår.

”Du kan ikke arbejde for Transavia med den samme løn og de samme vilkår, som i Air France uden at tage livet af Transavia,” har koncernchefen tidligere sagt.

I mål næste år
Fremtidsplanerne for Transavia er en del af Air France-KLM’s nye spareplan ”Perform 2020”, der er ved at blive sat i søen lige i kølvandet på ”Transform 2015”-turnaround planen, som selskabet forventer at være i mål med næste år.

Foruden investeringen i nye fly, så skal Transavias omkostninger reduceres med 15 procent for at gøre selskabet konkurrencedygtigt over for de øvrige lavprisselskaber og holde billetpriserne nede.

Sidde på hænderne
Air France-KLM’s ekspansionsplaner for Transavia er det seneste eksempel på, at de traditionelle europæiske netværksselskaber ikke har tænkt sig at sidde på hænderne i de kommende år mens lavprisselskaber som Ryanair og Norwegian vokser kolossalt ved hjælp af nyanskaffelser af fly og åbningen af nye baser over hele Europa.

Et andet eksempel er Lufthansa, der det seneste år har lagt en meget stor del af sin europæiske ekspansion over i datterselskabet Germanwings. Således er det kun Lufthansas europæiske flyvninger fra trafikknudepunkterne i Frankfurt og München, som selskabet selv står for. De fleste ruter fra blandt andet Hamborg og Berlin til destinationer i Europa er blevet overtaget af Germanwings.

I Østrig står datterselskabet Tyrolean for langt hovedparten af Austrians europæiske flyvninger.

Transavia flyver i sommersæsonen fra Eindhoven i Holland til København, som er selskabets eneste destination i Skandinavien.