Levering af første Airbus A320neo forsinket

Airbus nåede ikke at levere den første A320neo i 2015. Nu er leveringen til Lufthansa af den nye brændstofeffektive version af det populære mellemdistancefly udskudt på ubestemt tid.

På sidste års næstsidste dag måtte Airbus smide håndklædet i ringen og erklære, at man ikke nåede at levere den første Airbus A320neo til lanceringskunden, tyske Lufthansa, sådan som man ellers havde lovet.

Lufthansa skulle have indsat flyet i den første kommercielle ruteflyvning på ruten mellem Frankfurt og Hamburg i morgen. Nu er leveringen udskudt på ubestemt tid, men ifølge Airbus vil der højest være tale om en forsinkelse på et par uger.

Mere brændstofeffektiv
Neo er en forkortelse for ”new engine option” og signalerer, at det især er en ny type motor, der gør A320neo mere brændstofeffektiv end den normale version af det populære mellemdistancefly Airbus A320. Airbus forventer en brændstofbesparelse på 15 procent.

Hverken Airbus, motorproducenten Pratt & Whitney eller Lufthansa vil overfor internationale medier gå i detaljer med hvorfor leveringen er blevet forsinket. Både flyproducenten og motorproducenten oplyser, at det blot er problemer med dokumentationen, der har stukket en kæp i hjulet.

Større teknisk kompleksitet
Den nye PW1100G turbofan er klar til at blive sat i service og opfylder eller overgår alle performancekrav. Årsagen til den udskudte levering er primært på grund af dokumentationsproblemer, oplyser en talsmand for Pratt & Whitney til Air Transport World.

Samme toner lyder fra en talsmand for Airbus. Det er ikke helt den samme forklaring, der kommer fra Lufthansa.

“Lufthansa og Airbus er kommet til den fælles aftale (…) at udskyde leveringen af den første A320neo til begyndelsen af 2016 som følge af større teknisk kompleksitet, der er en del af overdragelsen. Vi er overbeviste om, at vi vil have en fejlfri levering af flyet i januar 2016,” oplyste en talsperson den 30. december til Air Transport World.

Byttet rundt
Oprindeligt var det Qatar Airways, der skulle have modtaget den første Airbus A320neo. Men under en test i varmt klima i Mellemøsten i oktober sidste år kom der mindre skader på den første PW1100G-motor. Umiddelbart derefter blev der byttet rundt, så Lufthansa bliver den første A320neo-kunde og Qatar Airways bliver nummer to.

SAS har bestilt 30 A320neo’er og skal efter planen modtage det første fly til september i år.