Lion Air-ordre den største i Boeings historie

Lavprisflyselskabet Lion Air har bestilt 230 Boeing 737-fly. Ordren er den største i Boeings historie og understreger, at lavprisflyselskaberne er hurtigst til at få købt fremtidens mere effektive arbejdsheste.

Det indonesiske lavprisflyselskab Lion Air har købt 201 eksemplarer af den nye Boeing 737 MAX samt 29 Boeing 737-900ER. Det er den største ordre i Boeings historie målt på både antal fly og værdien af aftalen. Den rekordstore bestilling fra det asiatiske lavprisflyselskab blev præsenteret på Singapore Airshow tirsdag og løber op i 22,4 mia. dollars, svarende til126,5 mia. danske kroner.

Boeing 737 MAX er en opdateret version af Boeings succesrige 737-serie med blandt andet mere effektive motorer. At Lion Air bestiller lige præcis 201 eksemplarer er ikke nogen tilfældighed. Under Paris Air Show i juni sidste år købte ærkerivalen Air Asia 200 eksemplarer af Airbus’ A320 neo til en listepris på 18 mia. dollars, svarende til knap 102 mia. danske kroner.

Lavprisflyselskaber først ude

Et kig på ordrelisterne hos Airbus og Boeing viser tydeligt, at det er lavprisflyselskaberne, der har været først ude med bestillinger på de nye versioner af de to flyproducenters arbejdsheste. Det gør lavprisflyselskaberne i stand til også i fremtiden at have lavere omkostninger end de traditionelle netværksselskaber og dermed fortsat stå stærk i priskonkurrencen.

Foruden Air Asia, så har de to amerikanske lavprisselskaber JetBlue Airways og Spirit Airlines bestilt henholdsvis 40 og 45 eksemplarer. Men det store læs trækkes af de fremadstormende asiatiske selskaber. I Indien har IndiGo bestilt 150 A320 neo’er, mens konkurrenten GoAir tegner sig for 72.

Til sammenligning har SAS og Lufthansa bestilt 30 eksemplarer hver.

Den største kunde blandt de traditionelle netværksselskaber er American Airlines med 130 styk. Norwegian har forpligtiget sig til at købe 100 eksemplarer af det nye fly, hvor neo står for ”new engine option”. Men den endelige aftale er ikke skrevet under.

Verdens første lavprisflyselskab, amerikanske Southwest Airlines, er sammen med Lion Air de to første kunder til Boeing 737 MAX med henholdsvis 150 og 201 bestillinger. Norwegian har forpliget sig til at købe 100 eksemplarer af flytypen, men heller ikke her er den endelige kontrakt skrevet under. Southwest forventes som det første selskab at modtage 737 MAX’ere fra 2017.