(Foto: Henrik Sørensen)

Lov om grænsekontrol vedtaget

Med vedtagelsen af en ny lov kan regeringen indføre midlertidig grænsekontrol og pålægge flyselskaber at kontrollere passagerernes papirer. Det er man ikke begejstret for hos Dansk Luftfart.

Hvis den danske regering på et tidspunkt beslutter, at indføre midlertidig grænsekontrol, så kan personalet på færger, bus, tog og fly pålægges at kontrollere passagernes pas og eventuelt visum. Det er resultatet af at Folketinget fredag vedtog en lov om såkaldt transportøransvar.

Hos Brancheforeningen Dansk Luftfart er man principielt modstander af et transportøransvar. Modstanden skyldes, at luftfartsbranchen pålægges at udføre en myndighedsopgave under strafansvar.

”Grænsekontrol er en myndighedsopgave, og bør udføres af relevante myndigheder, der er i besiddelse af de rette værktøjer og kompetencer til at udføre opgaven. Luftfartsvirksomheder og medarbejdere i virksomhederne har ikke forudsætninger for at udføre en sådan kontrol,” pointerede brancheforeningen i sit høringssvar, da loven i sidste uge blev hastebehandlet i Folketinget.

Hvis regeringen vælger at indføre midlertidig grænsekontrol, så kan et tog-, bus-, færge- eller flyselskab, der transporterer en passager uden legitimation og visum til Danmark fra et andet Schengen-land, nu straffes med bøde. Den midlertidig grænsekontrol på indre Schengen-grænser vil dog kun blive indført for specifikke grænseovergange, hvor der kan dokumenteres en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed. Omfanget og varigheden af den midlertidige kontrol ikke må overstige det, som er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel.

Med kort varsel
Luftfartsselskaberne er i dag pålagt transportøransvar ved indrejse over de ydre Schengen-grænser. Det er dog ikke ensbetydende med, at man er i stand til med kort varsel at udvide det til også at omfatte de indre Schengen-grænser.

”Luftfartsvirksomhederne har indrettet sig efter de vilkår, der følger af Schengenreglerne, hvor grænsekontrol finder sted på de ydre Schengen-grænser. Luftfartvirksomheder er derfor ikke i besiddelse af et beredskab til med kort varsel at gennemføre dokumentkontrol på de indre grænser. Vi finder det derfor nødvendigt, at der gives længst muligt varsel over for transportørerne. Det betyder også, at der må gives en tilstrækkelig indkøringstid, inden der efter en konkret vurdering af problemets omfang udløses transportøransvar,” lyder opfordringen fra Brancheforeningen Dansk Luftfart, der desuden peger på et behov for uddannelse:

”Det bliver nødvendigt at give de berørte medarbejdere træning i at udføre dokumentkontrollen bedst muligt. Lovgiver bør derfor sikre, at virksomhederne tilbydes kurser, hvorunder politiet bidrager med de fornødne undervisningsressourcer og kompetencer,” skriver brancheforeningen.