EK har præsenteret superflyet APR001, der er indrettet med tre etager. (Grafik: Emirates)

Luftfarten var kreativ med masser af aprilsnar

SAS har installeret en særlig Selfie-knap, så rejsende kan få taget foto af sig selv, og hos norske Widerøe er der stort behov for skibokse ovenpå flyene.

Den 1. april blev markeret godt og grundt i luftfartens verden. Helt fremme i skoene var SAS, der kunne fortælle, at selskabet havde installeret en særlig “selfie-knap”, der med et enkelt tryk ville tage et foto af passagererne i sædet og uploade dette til SAS-appen. En aprilsnar, der gik viralt med lynets hast i den skandinaviske rejseverden.

Men der var også andre morsomme indslag. Et af disse kom fra det norske regionale flyselskab Widerøe, der havde udviklet en særlig skiboks ovenpå skroget af de nye Embraer E190-E2 fly, således at det var muligt for passagererne at medbringe ski, surfboards og kajakker. Ifølge det norske flyselskab er man de første i verden til at præsentere denne løsning.

Hos Emirates tog man den langt videre end skibokse og selfie-knapper. Dubai-flyselskabet toppede det hele med at lancere verdens største fly i tre etager med navnet APR001. Her er der swimmingpool og alskens luksus i det nye fly med spillerum, motionscenter og en stor park. Mindre kan det simpelthen ikke gøre det, når verdens mest ekspansive selskab melder sig i rækken af flyselskaber, der vil udfordre kunderne med sjove historier den 1. april.

Tog forbehold for aprilsnar
Når man skal lave en god aprilsnar, skal den stadig være så usandsynlig, at man som læser ikke er i tvivl om, at det er en aprilsnar. Ryanair mener åbenbart, at selskabet har så mange nyheder, der virker usandsynlige, at man havde valgt hele dagen igennem den 1. april at benytte hastag #NotAnAprilFool for at være sikker på, at brugerne kunne stole på selskabets nyheder.

En af de mere effektive “aprilsfools” kom fra det canadiske flyselskab WestJet, der havde valgt fremover at kalde sig Canada Air, da det bedre dækkede, hvad selskabet stod for. Man havde sågar fået malet fly med det nye logo til anledningen. Det var ægte flyværkstedshumor fra Canada.

 

Rundturen til de mange kreative indslag fra hele verden slutter i Skandinavien, hvor den internationale svenske møbelkæde IKEA ønsker at indtage luftfartens verden med lavprisflyselskabet FLIKEA. Efter planen vil selskabet debutere i 2019 med en nonstop-rute til Australien.

Mens IKEA venter på at få første fly i luften kunne IndsideFlyer rapportere om, at SAS og Rejsekortet er gået i samarbejde om at tilbyde indenrigsflyvninger alene ved brug af Rejsekortet. Det kunne såmænd være værd at vente på.

Den nyhed blev dog toppet af Nordic Seaplanes, der står bag vandflyveren mellem Aarhus og København. Selskabet forkynder, at det nu også er muligt, “at stå af i Roskilde”, så man kan rykke ud hurtigt og sikkert. Vi lader den lige stå et øjeblik!