Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Luftfartsstrategi koster CPH-aktionærer 4,5 mia. kr.

Værdien af aktierne i Københavns Lufthavne A/S er i løbet af en uge faldet med næsten 10 procent på Københavns Fondsbørs efter præsentationen af den nye luftfartsstrategi.

Aktionærerne i Københavns Lufthavne A/S har siden 2011 nydt godt af en særdeles markant kursstigning, der toppede den. 12. januar i år, da de 7.848.070 aktier havde en markedsværdi på 54,6 mia. kroner via en aktiekurs på 6.960.

Sidenhen er det gået en smule tilbage, og i denne uge er aktiekursen faldet med ikke mindre end 10 procent som en konsekvens af den nye luftfartsstrategi, som den danske regering præsenterede i mandags. En strategi, hvor regeringen ønsker at Københavns Lufthavn skal bruge nogle af de penge, der tjenes på butikker og parkering på at sænke afgifterne for de flyselskaber, der benytter lufthavnen.

Torsdag lukkede aktien i kurs 5.000, hvilket er et fald på 9,99 procent på en uge, hvormed aktionærerne i købet af få dage har mistet omkring 4,5 mia. kroner. Aktierne har med den aktuelle kurs nu en markedsværdi på 39,2 mia. kroner.

“Det er klart et udtryk for, at der er skabt usikkerhed om lufthavnens fremtidige indtjeningsniveau. Politikerne ønsker at lufthavnen skal sænke afgifterne, og det vil gøre et indhug i indtjeningen, og investorerne er nervøse for, hvor stort dette indhug bliver,” forklarer aktieanalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank til CHECK-IN.dk.

Macquarie-aktiesalg kan blive påvirket
Usikkerheden om den fremtidige værdi af aktierne i Københavns Lufthavne A/S synes at ville fortsætte frem til det tidspunkt, hvor lufthavnen har fundet et afgiftsniveau, der kan tilfredsstille politikernes ønsker og ambitioner.

“Efter alt at dømme går der mange måneder, før man har sikkerhed for hvordan indtægterne ser ud fremadrettet. De 100 millioner kroner som lufthavnen selv peger på, svarer til lige i overkanten af tre kroner per passager, og spørgmålet er, om det rykker lige så meget, som politikerne har lagt op til,” lyder det fra Sydbank-analytikeren.

Den australske kapitalfond Macquarie European Infrastructure Fund III (MEIF3), der i fællesskab med Ontario Teachers’ Pension Plan (OTTP), ejer 57,7 procent af Københavns Lufthavne A/S via selskabet Copenhagen Airports Denmark ApS, satte for nylig sin ejerandel til salg efter mere end 11 år som medejer af den danske storlufthavn. Macquaries indirekte ejerandel svarer til 26,9 procent af aktierne. mens den danske stat ejer 39,2 procent og private og udenlandske institutionelle investorer sidder på 3,2 procent af aktierne.

Det nye luftfartspolitiske udspil kommer givetvis på tværs af Macquaries planer, idet infrastrukturfonden kan få vanskeligt ved at prissætte sin aktiepost, indtil de konkrete resultater af regeringens reguleringsinitiativer kendes.

“Med den usikkerhed, der er skabt om det fremtidige indtjeningsniveau, er der skabt et miljø, hvor det kan være svært at skaffe den rigtige pris for aktierne,” vurderer Jacob Pedersen.

 

Relaterede artikler:

Regeringen vil ændre regulering af CPH

Kapitalfonde har trukket syv milliarder ud af CPH

Luftfartsdirektør i hård kritik af CPH

Australsk kapitalfond vil sælge aktier i Københavns Lufthavn

Aktionærer i Københavns Lufthavn scorer kassen

x

Læs Også

SAS lover minister langruter

Hvis transportminister Ole Birk Olesen kommer igennem med sit forslag om ændrede afgiftsvilkår i Københavns Lufthavn, så vil SAS kvittere med flere langruter fra CPH.

SAS har store forventninger til ATP

Med ATP i ejerkredsen bag Københavns Lufthavn håber SAS, at man sammen kan udvikle og udbygge SAS' netværk i CPH.

Analytiker: SAS-aktien er prissat for lavt

Investorerne tog godt imod nyheden om den aflyste strejke i SAS, og aktien blev torsdag handlet op. Kursen på SAS-aktien er steget med 30 procent på blot en måned.

ATP køber stor aktiepost i Københavns Lufthavn

Den australske kapital- og infrastrukturfond Macquarie har solgt 26,9 procent af aktierne i Københavns Lufthavn til ATP.

Officielt: Billund får Boeing 737 MAX-rute i 2018

I begyndelsen af maj næste år vil Icelandair indsætte helt splinternye Boeing 737 MAX-fly på ruten fra Reykjavik til Billund.

SAS til CPH: På med ja-hatten

DEBAT: Københavns Lufthavn bør stoppe ærgrelsen over den kommende regulering og i stedet få investeringerne op i tempo, mener SAS-direktør Lars W. Andersen.