Lufthansa A320-200neo i Vagar Lufthavn. (Foto: Vágar Lufthavn - FAE)

Lufthansa A320neo på Færøerne

Vagar Lufthavn på Fæøerne fik torsdag formiddag besøg af et helt splinternyt A320-200neo fly fra Lufthansa på en testflyvning.

Det er ikke hver dag, at et Lufthansa-fly kommer på besøg i Vagar Lufthavn på Færøerne. Færingerne er vant til at se på Atlantic Airways-flyene med den velkendte sule, Færøernes største fugl, på haleroret.

Torsdag formiddag kom en anden stor fugl forbi den lille lufthavn i Nordatlanten. Det var Lufthansas tredje Airbus A320-200neo, som endnu ikke er leveret til det tyske flyselskab. Malerarbejdet og indretningen er færdig, men flyet mangler at gennemføre en række testflyvninger, og her var Vagar Lufthavn en af de valgte destinationer.

Flyet med testregistreringen D-AUBG vil blive leveret til Lufthansa som D-AINC, når testflyvningerne er færdige. Flyet kom i mandags tilbage til Toulouse efter testflyvninger på den arabiske halvø med udgangspunkt i Al Ain, der er en del af ørkenemiratet Abu Dhabi. Herfra er der blandt andet foretaget flyvninger til Abha i Saudi Arabien.

Onsdag i denne uge satte flyet kurs mod Kiruna i Lapland og herfra videre til Egilsstadir på Island. Her kunne repræsentanter fra den franske flyproducent ved selvsyn betragte den eufori, som har ramt Island under fodbold-EM, og måske blev der talt om søndagens kvartfinale mellem Island og Frankrig, da besætning og teknikere benyttede lejligheden til en overnatning på vulkanøen.

Der var også besøg af et charterfly fra Belavia i Minsk, da Lufthansa-flyet besøgte Færøerne.

Der var også besøg af et charterfly fra Belavia i Minsk, da Lufthansa-flyet besøgte Færøerne.

Torsdag morgen gik turen videre til Færøerne, hvor flyet satte hjulene på jorden i Vagar Lufthavn kl. 11:13 lokal tid. Det blev dog kun til et ophold på 23 minutter, for kl. 11:26 satte flyet kursen mod Toulouse, hvor det landede to og en halv time senere.

Mange bestillinger på neo-fly
Lufthansa fik leveret det første Airbus A320neo-fly den 20. januar i år, og flyet har sidenhen været anvendt på indenrigsruten mellem Frankfurt og Hamborg. Efter leveringen af fly nummer to i serien er det nu også muligt at flyve A320neo til Berlin, München og Düsseldorf.

Samlet har Lufthansa-gruppen bestilt 116 fly i neo-versionen, hvoraf 45 af disse er i den større A321neo-version. De nye fly skal indsættes i flåderne hos Lufthansa og SWISS, og det forventes, at Lufthansa ved årets udgang har fået leveret de første fem A320neo til basen i Frankfurt.

Prisen på de 116 fly er ikke oplyst, men i forhold til de officielle listepriser svarer investeringen til 13,3 mia. dollars – eller lidt mere end 80 mia. kroner.

SAS og Norwegian har også bestilt de nye A320neo-fly. SAS venter på at få leveret det første af 30 fly allerede i løbet af sommeren, mens Norwegian også forventer at få det første af 100 fly leveret i løbet af et par måneder.

Samlet er der bestilt 4.568 neo-fly fordelt med 58 i A319-serien, 3.885 i 320-modellen samt 1.125 i den større 321-version. Af disse er der indtil videre blot leveret syv fly, så der er fast arbejde hos den europæiske flyproducent Airbus mange år frem i tiden.

 

Relaterede artikler:

A321 bliver det nye vækstlokomotiv for Airbus

Første A320neo til Lufthansa

Første Airbus A320neo flyvning i morgen

A321neo testflyvninger stoppet efter uheld

Her bygger Airbus sine A320’ere