Foto: Sachin Singh

Lufthansa-fly spærrede landingsbane i 15 timer

Fire dæk blev ødelagt da et A330-fly fra Lufthansa landede i Mumbai Lufthavn. Det tog 15 timer at bringe flyet i en tilstand, så det kunne trækkes væk fra landingsbanen.

Fredag den 13. maj er en dag, der i mange kulturer forbindes med uheld. Det var da også tilfældet i fredags, da et Lufthansa-fly af typen Airbus A330-300 fredag aften lokal tid landede i Mumbai-Chhatrapati Shivaji International Airport. Flyet havde på rutenummer LH764 gennemført den otte timer lange flyvetur fra München Lufthavn, da de to bageste dæk i begge sider af hovedlandingsstellet eksploderede, da flyet landede. Det skriver Aviation Herald.

To dæk eksplodere i begge sider af hovedlandingsstellet. (Foto: Brendan Grainger)

To dæk gik i stykker på begge sider af hovedlandingsstellet. (Foto: Brendan Grainger)

Da flyet kom til standsning stod hjulene på fælgene, og der blev observeret røg og flammer fra landingsstellet. Lufthavnens brand- og redningstjeneste blev alarmeret, og man fik hurtigt dækket landingsstellet og hjulene med brandhæmmende skum. Flyet var dog ikke i stand til ved egen hjælp at forlade landingsbanen (27), hvorfor det blev nødvendigt at flytte resten af lufthavnens trafik over på bane 14/32.

Bane 27 var således lukket i 15 timer, inden der var blevet sat nye dæk på det 125 tons tunge fly, hvorefter det kunne trækkes væk fra banen.

Ventende passagerer på hotel
Om bord på flyet var 163 passagerer, mens returflyvningen på rutenummer LH765 havde 223 ventende passagerer, der i stedet måtte indkvarteres på hotel, da det selvsagt ikke var muligt at gennemføre returflyvningen. På de efterfølgende flyvninger fra München til Mumbai indsatte Lufthansa A340-600 fly med næsten 300 sæder, således at der kunne medtages nogle af de strandede passagerer.

Ved redaktionens slutning den 16. maj kl. 20.00 stod A330-flyet med registreringen D-AIKR stadig på jorden i den indiske storlufthavn.

Rapporter fra passagerer fortæller, at Lufthansa-flyets besætning håndterede situationen meget roligt og professionelt, og at der på intet tidspunkt var fare for passagererne. Lufthansa har bekræftet hændelsen men fortæller samtidig, at der ikke var problemer forud for landingen.

Relaterede artikler:

Problemer med dampe i Lufthansa-fly

Hundegøen tvang Lufthansa-fly til landing

Lufthansa-fly i pludseligt dyk

Lufthansa-fly brugte ufærdig landingsbane

Lufthansa-kaptajn fik hjælp fra passager