Lufthansa øger med 75 procent fra Billund

I vintertrafikprogrammet vil Lufthansa flyve fire gange dagligt mellem Billund og Frankfurt. Med en ugentlig kapacitet på op imod 7.000 flysæder øger Lufthansa sædeudbuddet med omkring 75 procent.

Lufthansas danske salgsorganisation står foran en stor udfordring på det jyske marked. I det kommende vintertrafikprogram 2013/14, der igangsættes den 27. oktober, vil Lufthansa flyve fire gange dagligt fra Billund til Frankfurt med Boeing 737-500 fly.

Dermed udvides sædeudbuddet til 960 sæder om dagen, hvilket svarer til 7.720 flysæder om ugen baseret på 28 afgange i hver retning på ruten. Det er en øgning i kapaciteten på 75 procent siden vintertrafikprogrammet i 2012/13.

Hidtil har det regionale datterselskab Lufthansa City Line fløjet på ruten til Billund, men ruten er nu blevet opgraderet til at være en “main line“ operation, således at det man kalder Lufthansa Classic selv vil beflyve ruten med Boeing 737-500, der er selskabets mindste fly. I versionen på Billund-Frankfurt ruten vil der være op til 120 sæder, idet gardinet vil afgøre, hvor mange sæder der vil være på Business Class, hvor midtersædet altid blokeres. I standardkonfigurationen vil der være 100 sæder til salg på Economy og 14 på Business Class.

Lufthansa City Line flyver i øjeblikket med Bombardier CRJ700 fly med plads til 65 pasagerer fordelt med ni på Business Class og 56 på Economy. Ruten har været suppleret af Embraer E-190 fly, der har plads til 100 passagerer med fordelingen 30 på Business og 70 på Economy.

Salgsmæssige udfordringer
Glæden hos Lufthansa i Danmark er naturligvis stor over, at man har fået tilført øget kapacitet på Billund-ruten. Det er sket relativt ofte, at Lufthansa har måttet melde udsolgt på nogle af de 28 ugentlige afgange fra Billund til Frankfurt, da flyene ikke har været store nok til at møde efterspørgslen.

“Indtil nu er vi næsten blevet kvalt i vores egen succes i Billund, idet vi alt for ofte har måttet melde udsolgt og nærmest har måttet forære trafik til vores konkurrenter. Med de store Boeing 737-fly i vintertrafikprogrammet får vi til gengæld en stor udfordring i at få solgt alle de udbudte sæder, da kapaciteten er øget ganske betydeligt,“ fortæller Morten Balk, der er landechef for Lufthansa Gruppen i Danmark.

Som om det ikke skulle være nok med nye 120-sæders fly, så har Lufthansa allerede på den første tirsdag i vintertrafikprogrammet valgt at indsætte et Airbus A320-200 fly på morgenafgangen, således at der er 162 sæder at sælge, hvoraf de 12 er på Business Class. Det sker jævnligt, at Lufthansa indsætter større kapacitet, hvis der er store grupper, der lægger beslag på hovedparten af sæderne på en enkelt afgang.

Hovedkonkurrenten for Lufthansa på føderuten fra Billund til det interkontinentale trafikknudepunkt i Frankfurt Lufthavn er KLM, der i vintertrafikprogrammet flyver fire gange dagligt fra Billund til lufthavnen i Schipol ved Amsterdam.