Air Chinas koncernchef Song Zhiyong og koncernchef Carsten Spohr fra Lufthansa underskriver den nye samarbejdsaftale. (Foto: Privat)

Lufthansa og Air China i omfattende samarbejde

Efter to års forhandlinger kunne Lufthansa og Air China i denne uge underskive en joint-venture aftale omkring selskabernes flyvninger mellem Europa og Kina.

Samarbejdet i de globale luftfartsalliancer har aldrig været af særligt forpligtende karakter. Der findes mange eksempler på “utroskab”, hvor et flyselskab fra én alliance indleder samarbejdet med et selskab fra en anden alliance. Derfor sværger flyselskaberne i højere grad til de såkaldte joint-venture samarbejder, der er væsentligt mere forpligtende, idet der er mulighed for en stærkere kommercialisering af aftalerne, der således kan aflæses på selskabernes bundlinjer.

I denne uge lykkedes det Lufthansa-gruppen og Air China at komme overens omkring en omfattende joint-venture aftale mellem de to luftfartskoncerner. Forhandlingerne har stået på siden sommeren 2014, og nu er man enige om at operere begge selskabers flyvninger mellem Europa og Kina i et joint-venture, hvor samtlige indtægter og udgifter deles efter en nærmere defineret nøgle.

“Som nationalt flyselskab er Air China den ideelle partner for Lufthansa-gruppen i Folkerepublikken Kina. Dette banebrydende joint-venture vil fundamentalt styrke vores konkurrenceposition på ruterne mellem Europa og Kina. Det markant udvidede samarbejde vil gøre os i stand til at udvikle yderligere fordele for vores kunder. Det kinesiske luftfartsmarked er et af de vigtigste vækstmarkeder i hele verden. Vi ønsker at profitere fra denne vækst sammen med Air China, der er vores partner i Star Alliance,” siger koncernchef Carsten Spohr i en pressemeddelelse.

Lufthansa og Air China samarbejder i joint-venture. (Foto Ingrid Friedl/Lufthansa)

Lufthansa og Air China samarbejder i joint-venture. (Foto Ingrid Friedl/Lufthansa)

Dermed styrker Lufthansa-gruppen den asiatiske partnerskabs-strategi, idet der i forvejen er tilsvarende aftaler med japanske All Nippon Airways (ANA) samt Singapore Airlines. Aftalen med Air China er således den tredje partnerskabsaftale i Asien.

Halvdelen af langdistanceflyvninger i joint-venture
Lufthansas-gruppen har i forvejen mange erfaringer med joint-venture samarbejder. Sammen med United Airlines og Air Canada er Lufthansa en del af det transatlantiske samarbejde Atlantic Plus-Plus (A++). Det betyder, at Lufthansa nu dækker de vigtigste interkontinenale markeder gennem joint-venture aftaler, således at omkring 50 procent af alle langdistanceflyvninger gennemføres i joint-venture samarbejder.

Det kommende samarbejde med Air China tager sin begyndelse ved sommertrafikprogrammet start i slutningen af marts måned 2017. Her vil de to selskaber koordinere tidtabellerne efter hinandens flyvninger, hvilket vil skabe bedre flyforbindelser for de rejsende. Herudover vil de to selskaber også introducere ensartede billetpriser, justere virksomhedsaftalerne samt optimere de eksisterende bonus- og loyalitetsprogrammer. Endelig skal samarbejdet også udrulles til at omfatte datterselskaberne Austrian Airlines og SWISS, således at aftalen omfatter Tyskland, Østrig, Belgien, og Schweiz via Frankfurt, München, Zürich, og Wien, hvortil Air China får en lang række code-sharing muligheder.

“Det kommende joint-venture med Lufthansa og datterselskaberne Austrian og Swiss er endnu et væsentligt skridt i den globale strategi, som Air China besluttede ved at indtræde i Star Alliance i december 2007. Begge parter kan styrke konkurrencekraften i både Kina og Europa. Som et led i joint-venture aftalen får vi mulighed for at udvide vores netværksdækning i Kina og Europa, styrke flyforbindelser til en række markeder samt optimere tidtabellerne, så vi kan tilbyde flere og mere fleksible valgmuligheder, attraktive priser og problemfri rejseoplevelser,” sagde Air Chinas bestyrelsesformand Cai Jiajiang ved underskrivelsen af aftalen i Beijing tidligere på ugen.

 

Relaterede artikler:

Air France og Singapore Airlines i forhandlinger

Lufthansa udvider samarbejde

Lufthansa og Air China ser hinanden an

SAS og Singapore Airlines udvider samarbejdet

SAS i klemme i atlant-samarbejde