Lufthansa og SWISS overtager SAS-kunder

SAS har indgået en aftale med Lufthansa og SWISS, der skal flyve med nogle af de passagerer, som SAS ikke selv kan transportere på grund af pilotmangel.

SAS har i denne uge aflyst ikke færre end 34 flyvninger, som følge af, at datterselskabet Cimber A/S har “vanskeligheder i planlægningen“ samt mangel på piloter.

Følgevirkningen heraf er blevet reduceret ved at SAS har indlejet kapacitet fra fremmede flyselskaber, men alligevel har det været nødvendigt at aflyse de omtalte flyafgange, hvilket berører omkring 2.400 passagerer.

Beskeden om de aflyste flyvninger fik passagererne i fredags gennem det respektive rejsebureau, eller direkte fra SAS, hvis bookingen var foretaget via en af selskabets salgskanaler.

Passagerene fik oprindeligt to alternativer. Enten måtte man ombooke til et andet rejsetidspunkt eller en anden lufthavn og selv betale overfladetransport, eller også kunne man vælge at få pengene refunderet.

I disse dage er SAS ved at færdiggøre et revideret trafikprogram for november måned, og selskabet afviser ikke, at der kan yderligere trafikforstyrrelser.

“Indeværende uge var den mest belastede, og lige nu ser det ud til, at vi kan holde aflysningerne på et minimum resten af måneden, blandt andet også ved at hyre samarbejdspartnere ind. Det kan dreje sig om yderligere cirka 10 aflysninger,“ bekræfter pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Passagerer til Lufthansa og SWISS
Mandag eftermiddag blev en anden løsning etableret. Således lykkedes det SAS at indgå såkaldte “reprotection-aftaler“ med Lufthans og SWISS, således at passagererne frit kunne ombookes til de to selskaber.

Passagerer, der skulle rejse med SAS på aflyste afgange fra København til Düsseldorf, Hamborg, Stuttgart og Wroclaw blev tilbudt at rejse via München eller Frankfurt med Lufthavn frem til den 12. november. Passagerer på aflyste flyvninger fra København til Geneve og Zürich kan i stedet rejse med SWISS frem til den 15. november.

“Vi fik først reprotection-aftalen klar i mandags, og vi er rigtig glade for, at vi kan benytte den mulighed for at gøre aflysningerne mindst belastende for vores kunder,“ forklarer pressechefen.

Hos SAS er der naturligvis ærgrelse over, at man bliver nødt til at sende selskabets passagerer videre til konkurrenten.

“Overordnet set er der intet lykkeligt ved at skulle aflyse, hverken for de rejsende, agenterne eller SAS selv, så vi er naturligvis kede af situationen,“ understreger Trine Kromann-Mikkelsen.