Lufthansa overtager resten af Brussels Airlines

Lufthansa har købt de sidste 55 procent af aktierne i Brussels Airlines. Det belgiske flyselskab bliver en del af Eurowings-gruppen.

Lufthansas bestyrelse besluttede onsdag at gennemføre købet af de 55 procent af Brussels Airlines, som Lufthansa ikke sidder på i dag. Dermed er vejen banen for at Brussels Airlines i løbet af 2018 vil blive fuldt integreret i Lufthansa-koncernen og deltage i Eurowings-samarbejdet. Planen er at Lufthansa vil samle en række europæiske point-to-point selskaber under Eurowings-navnet. Det bliver i første omgang selve flyselskabet Eurowings samt Brussels Airlines. Eurowings har tidligere givet udtryk for, at man også godt kunne tænke sig at samarbejde med SAS under Eurowings-paraplyen. Lufthansa Gruppen ejer domænenavnet scandinavianwings i en række lande.

Efter overtagelsen vil Brussels Airlines betjene sine 23 langdistancedestinationer samt 79 destinationer i Europa under paraplyen af Eurowings Group. Navnet ”Brussels Airlines” vil over tid blive suppleret med anprisningen “medlem af Eurowings Group”. Det fælles mål for Lufthansa og Brussels Airlines er yderligere at styrke markedspositionen på det belgiske luftfartsmarked.

Klar til næste skridt
Med en flåde på 42 kort- og mellemdistancefly og ni Airbus A330 langdistancefly har Brussels Airlines markant øget sit passagertal de senere år. Alene fra 2013 til 2015 er passagertallet steget med 30 procent til i alt 7,5 millioner passagerer. Lufthansa Gruppen forventer på mellemlang sigt at foretage investeringer, der skal øge effektiviteten i Brussels Airlines’ flyflåde samt øge kapaciteten på kort- og langdistanceflyvningerne.

Efter at have ejet 45 procent af Brussels Airlines i otte år, er Lufthansa Gruppen nu klar til at tage næste skridt og knytte helt tætte bånd.

”Som mangeårig aktionær og partner i Brussels Airlines, er vi allerede tæt knyttet til hinanden. Derfor værdsætter vi Belgien og især Bruxelles som yderst attraktive markeder, der perfekt supplerer vores tilbud i hjertet af Europa. Desuden har Brussels Airlines allerede en meget konkurrencedygtig omkostningsstruktur og bringer et veletableret langdistancenetværk, især til og fra Afrika, til Lufthansa Gruppens portefølje,” siger Lufthansa’s bestyrelsesformand og administrerende direktør, Carsten Spohr.

Konsolidering nøglen til succes
I de seneste tre år har Brussels Airlines reduceret sine samlede omkostninger med 15 procent. I regnskabsåret 2015 genererede selskabet et driftsoverskud på 43,4 millioner euro, svarende til omkring 325 mio. danske kroner.

“I løbet af de seneste otte år har vores samarbejde med Lufthansa bevist sit potentiale til at skabe perspektiver og bevare arbejdspladser. Mere end nogensinde er konsolidering i dag nøglen til succes indenfor luftfartsbranchen. At være med i Lufthansa-koncernen giver os mulighed for yderligere at øge vores synergier. Det vil desuden hjælpe os til yderligere at styrke vores konkurrenceevne i et hårdt marked og udvikle vores langdistanceflyvninger og nære operationer. Desuden vil styrken bag Lufthansa-gruppen gøre os i stand til at udvide vores tilstedeværelse i Afrika, ved at gøre Bruxelles til knudepunkt for al Lufthansa-gruppens trafik til landene syd for Sahara,” siger Etienne Davignon, formand for bestyrelsen i SN Airholding, der ejer Brussels Airlines og som Lufthansa altså nu sætter sig 100 procent på.

Styrke Bruxelles
Belgierne behøver dog ikke frygte for at Lufthansa afvikler og lukker ned i Bruxelles.

“Vi har allerede demonstreret flere gange, at vi i forbindelse med ekspansionsprocesser fuldt ud respekterer interesserne på de respektive hjemmemarkeder. Vi ønsker at styrke Bruxelles’ vigtige luftfartsplacering yderligere og fortsætte med at forbedre forbindelserne til og fra den europæiske hovedstad,” siger Lufthansa’s bestyrelsesformand og administrerende direktør, Carsten Spohr.

Lufthansa Gruppen har tidligere købt Austrian Airlines og Swiss. De er efter Lufthansas opkøb fortsat som selvstændige selskaber med trafikknudepunkter i henholdsvis Wien og Zürich.

For personligt at følge op på integrationsprocessen vil Carsten Spohr blive en del af Brussels Airlines’ bestyrelse og dele formandsposten med Etienne Davignon.

 

 

Relaterede artikler:

Lufthansa opsluger Brussels Airlines

Brussels Airlines kan blive en del af Eurowings

Lufthansa: Fremskridt i Eurowings

Lufthansa udskyder beslutning om køb af Brussels Airlines