Lufthansa udskyder beslutning om køb af Brussels Airlines

Lufthansa har en option på køb af de resterende 55 procent af aktierne i SN Airholding, der ejer Brussels Airlines. Beslutningen er nu udskudt til udgangen af august.

Fremtiden for Brussels Airlines er stadig uvis. Selskabet ejes af SN Airholding, hvori Lufthansa har en aktiepost på 45 procent. I aftalen mellem parterne ligger en købsoption på det resterende 55 procent, som Lufthansa-gruppen kan udnytte fra september måned i år.

Det var hensigten, at Lufthansas bestyrelse på et møde i onsdags skulle have taget stilling til at udnytte optionen. Men nu er beslutningen foreløbigt blevet udskudt i tre måneder. I henhold til den oprindelige aftale mellem parterne skulle Lufthansa senest i begyndelsen af juni have givet endeligt tilsagn til at gøre brug af købsoptionen. Men bestyrelsen besluttede at udnytte en mulighed for at forlænge fristen til udgangen af august måned.

Årsagen til, at det har været muligt at forlænge fristen for tilsagn omkring køb af de resterende aktier i det belgiske flyselskab, ligger i det nylige terrorangreb i Bruxelles Lufthavn. Efter angrebet den 22. marts kunne Brussels Airlines ikke benytte Zaventem-lufthavnen i 10 dage, og selvom flyvningerne til alle destinationer er genoptaget, er det stadig med et reduceret trafikprogram.

“Vores kolleger hos Brussels Airlines ligger i øjeblikket alle deres kræfter i at genetablere pålidelige operationer for deres kunder på hjemmebasen som følge af disse frygtelige angreb. Det er en kolossal udfordring under de nuværende sikkerhedsforanstaltninger og bør have højeste prioritet. Og på den baggrund er vi blevet enige med Brussels Airlines om at give os selv yderligere tre måneder til at afslutte forhandlingerne om købsvilkårene samt fastlægge det nødvendige koncept for migrationen,” siger Lufthansa-koncernchef Carsten Spohr i en pressemeddelelse.

Skal integreres under Eurowings
Samtidig har Lufthansa også bekræftet, at det er hensigten, at Brussels Airlines skal integreres under Eurowings-konceptet, således at koncernens hub-flyselskaber stadig skal være Lufthansa, Austrian og SWISS.

Netop Eurowings-konceptet har Lufthansa brug for at få noget volumen i, så planerne om at vokse i lavprissegmentet kan blive mere flyvende, og Brussels Airlines kan dermed blive første flyselskab, der skal integreres. Der har for nylig gennem nyhedsbureauet Reuters verseret rygter om, at SAS også kan være på vej ind under Eurowings-paraplyen, enten som et helt eller delvist opkøb, eller også som en slags franchise-partner.

Brussels Airlines beskæftiger 46 fly, hvoraf 25 er i A320-serien, og ni er langdistancefly af typen A330. Disse fly passer perfekt ind i Eurowings-konceptet, der i dag har 86 fly og forventer at beskæftige i alt 98 ved udgangen af 2016.

Relaterede artikler:

Brussels Airlines kan blive en del af Eurowings

Lufthansa er atter klar til at købe op i Europa

Lufthansa vil købe og sælge

Brussels Airlines nu officielt i Star Alliance

x

Læs Også

Brussels Airlines-afsked med populære fly

En æra slutter, når det belgiske flyselskab Brussels Airlines i slutningen af oktober har sidste flyvning med AVRO RJ-flyene, som lagde grundstenen til selskabet.

Lufthansa genåbner Kina-rute

Næste forår vil Lufthansa atter flyve til den kinesiske millionby Shenyang, som var en del af rutenetværket fra 2012 til 2016.

Lufthansa-jumbojet på tysk indenrigsrute

Fra den 1. november vil Lufthansa benytte 371-sæders Boeing 747-jumbojet på indenrigsruten mellem Frankfurt og Berlin.

Lufthansa åbner USA-rute fra Berlin

For første gang i 16 år vender Lufthansa tilbage til Berlin-Tegel med en langdistancerute, men det tyske flyselskab også vil etablere en USA-rute fra Düsseldorf.

Airberlin-løsning kan være på plads om to uger

Airberlins bestyrelse arbejder på senest om to uger at have solgt selskabet i bidder til Lufthansa og easyJet.

Berlinere stemmer for at bevare Tegel-lufthavn

Et flertal af berlinerne vil fortsat gerne have en lufthavn midt inde i byen.