Lufthansa vil ansætte 1.650 nye medarbejdere

Den tyske luftfartskoncern Lufthansa varsler udvidelse af medarbejderstaben i luften og på landjorden.

I tider med utallige historier om nedskæringer hos virksomhederne i luftfartssektoren, var det glædeligt, at Lufthansa i fredags kunne sende modsatrettede signaler.

Den tyske luftfartskoncern forventer nemlig i 2015 at ansætte ikke færre end 1.650 nye medarbejdere. Det er først og fremmest kabineansatte, at Lufthansa har brug for. Her forventer flyselskabet i løbet af året at ansætte omkring 800 til baserne i Frankfurt og München.

Men også i de operative afdelinger er der behov for ekstra hænder. Hos Lufthansa Technik vil der således blive oprettet 400 nye stillinger, og i andre forretningsenheder i relation til operationerne, vil medarbejdertallet også blive opjusteret.

Flere end 100.000 ansøgere årligt
Lufthansa er den største arbejdsgiver i Frankfurt samt i delstaten Hessen, der rummer over seks mio. indbyggere. Derfor har luftfartskoncernen en særlig forpligtelse til at beskæftige og uddanne unge mennesker, hvor 300 vil påbegynde en uddannelse eller i studium hos Lufthansa i studieåret 2015/16.

Hos Lufthansa kan man tilbyde uddannelsespladser inden for 34 forskellige områder. Alt lige fra værktøjsmekaniker over flytrafikhandlere, systemgastronomer til indkøbsfolk inden for spedition- og logistikydelser.

“Lufthansa er en af de mest attraktive arbejdsgivere i Tyskland. Dette bekræftes af, at antallet af ansøgere til vores karriereportal Be-Lufthansa.com sidste år nåede over 100.000 ansøgninger. Personligt glæder det mig, at vi i 2015 kan byde 1.650 nye medarbejdere velkommen på vores arbejdspladser i Tyskland,“ siger Dr. Bettina Volkens, der er HR-direktør hos Lufthansa.

Lufthansa-gruppen beskæftiger omkring 117.000 medarbejdere og har en årsomsætning i nærheden af 30 mia. euro, eller godt 225 mia. danske kroner.