Lufthavn til salg med 7,5 mia. kroner i rabat

Omkring 150 kilometer syd for Madrid findes en tom spøgelseslufthavn, der blev opført i 2008 for over otte mia. kroner. Nu sælges lufthavnen på tvangsauktion for højeste bud over 750 mio. kroner.

CQM er den officielle trebogstavskode for Ciudad Real Central Airport, der ligger omkring 160 kilometer syd for den spanske hovedstad Madrid. Men der flyves ikke længere til lufthavnen, der drejede nøglen den 13. april 2012 efter svære økonomiske vanskeligheder for lufthavnsoperatøren.

Nu er lufthavnen blevet sat til salg på tvangsauktion. Opførelsesprisen var i 2008 på 1,1 mia. euro svarende til 8,2 mia. danske kroner, men nu vil boet sælge lufthavnen til den højeste byder over 100 mio. euro – eller godt 750 mio. kroner. Budfristen er ifølge det spanske nyhedsbureau Europa Press sat til den 27. december i år.

Lufthavnen, der oprindelig hed Don Quijote Airport og Madrid South Airport blev bygget med en passagerterminal, der kunne rumme op til 10 mio. passagerer årligt. Terminalbygningen ligger tæt på A43-motorvejen, og det var planlagt, at lufthavnen skulle indgå med et stop på Madrid-Sevilla højhastighedstoget, der opereres af AVE. Det ville i givet fald være den første lufthavn i Spanien tilsluttet AVE-trafiksystemet med kun 50 minutters transporttid til det centrale Madrid, 50 minutter til Córdoba og mindre end to timer til Sevilla og Málaga.

Ciudad Real Central Airport blev opført med en hovedbane på 4.000 meter og 60 meter i bredden, således at det var muligt at modtage de allerstørste passagerfly. Herudover var der planlagt et område med tekniske vedligeholdelsesfaciliteter, en heliport og et otte kvadratkilometer stort område til virksomheder med relation til lufthavnen og luftfart i øvrigt.

Kun få flyselskaber
Første operatør i lufthavnen var Ryanair, der fra juni 2010 fløj tre gange ugentligt til London-Stansted. Men allerede i november samme år trak Ryanair sig ud af lufthavnen. Lufthavnen og det irske lavprisflyselskab var ikke enige om vilkårene, og efter at have leveret blot 22.000 passagerer på ruten, var det slut med Ryanairs engagement i den alternative Madrid-lufthavn.

Det spanske regionale flyselskab Air Nostrum fløj fra lufthavnen til Barcelona-El Prat og Gran Canaria Airport gennem hele 2009. Airberlin forsøgte sig i 2010 med en rute fra Ciudad Real til Palma de Mallorca, mens det spanske lavprisflyselskab Vueling fløj to ruter til Barcelona-ElPrat og Palma de Mallorca, men de ophørte den 29. oktober 2011.

Lufthavnen i Ciudad Real er et eksempel på den optimisme, der herskede i erhvervslivet over hele Europa op til finanskrisen, der ramte i efteråret 2008. Dårlig planlægning og overoptimisme hos de store investorer betød, at store svagheder i de tidlige planlægningsstadier blev overset. Et enkelt flyselskab tegnede kontrakt om at ville benytte lufthavnen, men det gjorde ingen af de øvrige selskaber, der som potentielle kunder havde overvejet at gøre det.

Den spanske lufthavn har sidenhen bidraget betydeligt til de finansielle problemer som hovedbanken Caja Castilla La Mancha løb ind i sammen med provinsregeringen i Castilla-La Mancha regionen.

Under alle omstændigheder er en splinterny lufthavn til salg med en rabat på omkring 90 procent i forhold til nyopførelsesprisen. For den rette køber og med en garanti for opbakning fra operatører og AVE-togtrafiksystemet, kan lufthavnen sagtens vise sig at have et stort potentiale.

Lufthavnsprojektet må siges at være en ægte “hvid elefant“. En hvid elefant er en dyr ting, som ejeren ikke kan skille sig af med, og som koster mere i drift og vedligeholdelse, end den indbringer i form af indtægter eller nytte. Udtrykket “en hvid elefant“ bliver i dag brugt om fejlslagne projekter. Det kan for eksempel være projekter, som er for store til det faktiske behov, eller som er baseret på teknologi, som ikke er udviklet eller anvendelig.