Lufthavne: Det handler ikke kun om pendlere

Diskussionen om ventetiderne i Københavns Lufthavns sikkerhedskontrol bør ikke kun handle om vilkårene for pendlerne, lyder det fra flere provinslufthavne.

Efter flere ugers stormvejr lykkedes det i starten af maj måned Københavns Lufthavn at gyde olie på vandene og dæmpet uroen omkring sammenlægningen af indenrigs- og udenrigstrafikken i lufthavnen. En sammenlægning der betyder, at indenrigs- og udenrigspassagerer fra den 29.marts har skullet benytte den samme centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og Terminal 3. Noget, der har givet langt længere ventetid end indenrigspassagererne var vant til før den 29. marts, da de havde deres egen sikkerhedskontrol i Terminal 1.

Det beroligende middel var et såkaldt ”indenrigsprogram” målrettet mod at gøre livet lettere for de rejsende, som pendler fast på de danske indenrigsruter. Den 8. maj udsendte lufthavnen således en pressemeddelelse med overskriften ” CPH: Indenrigstrafikken skal fungere for pendlerne”.

Heri stod der blandt andet: ”Desværre har sammenlægningen skabt frustrationer hos mange pendlere, og derfor igangsætter Københavns Lufthavn nu et indenrigsprogram, som fra på mandag skal gøre det lettere at være pendler.”

Indenrigsprogrammet indebar blandt andet i at to spor i sikkerhedskontrollen blev dedikeret til pendlerne. Derudover ville CPH arbejde på at tilbyde en klippekortsløsning til lufthavnens fast track spor, CPH Express, så flyselskaberne fik muligheden for at tilbyde deres pendlere hurtigere adgang igennem sikkerhedskontrollen, når pendlerne selv skønnede det nødvendigt.

Den mindste passagergruppe
Nu kritiserer flere lufthavnschefer fra provinsen imidlertid, at lufthavnen har rettet sit fokus på pendlerne og på at gøre forholdene bedre for dem. I stedet burde det handle om forholdene generelt for alle indenrigsrejsende.

“Man bør gøre noget for dansk indenrigsflyvning generelt og ikke kun for dennokmindste passagergruppe i CPH,” fastslår Anders Sørensen, direktør for Sønderborg Lufthavn, hvorfra det lokale flyselskab Alsie Express flyver til København.

Han får opbakning fra sin kollega i Aalborg Lufthavn, der har landets største indenrigsrute til København.

”Det handler ikke kun om pendlerne. De er gode kunder, men det handler også om de øvrige indenrigsrejsende, og om, at det er blevet sværere at bevæge sig mellem landsdelene,” understreger Søren Svendsen, direktør for Aalborg Lufthavn.

Aldrig kun pendlernes sag
En af de, der råbte højest i koret af kritikere efter sammenlægningen, var Henriette von Platten, der er formand for pendlerforeningen SK-AAL. Den består af omkring 150 faste pendlere mellem Aalborg og København. Hun giver lufthavnsdirektørerne ret i, at debatten er blevet drejet af sporet.

”Jeg giver dem ret i, at Københavns Lufthavn har fået det til at handle om pendlerne. Men jeg har aldrig kun kæmpet pendlernes sag, for mange af mine medlemmer har mulighed for at bruge SAS’ Fast Track eller Norwegians CPH Express-tilbud. Jeg har forsøgt at kæmpe de indenrigsrejsendes sag,” understreger Henriette von Platten.

Hun har flere gange været til møde med Københavns Lufthavn om hvad der kunne gøres for at forbedre forholdene. Og da transportminister Magnus Heunicke var i Københavns Lufthavn i midten af maj for at besigtige forholdene, var Henriette von Platten en af dem, som ministeren mødtes med.

Ministeren gjorde under sit besøg selv meget ud af hvordan forholdene var for pendlerne, og ikke så meget hvad sammenlægningen betyder for den danske indenrigsflytrafik generelt. Flere branchekilder peger på, at Magnus Heunicke selv er pendler med tog fra sin bopæl i Næstved til København. Til gengæld er han en sjælden gæst i danske indenrigsfly, da han i stedet tager toget eller ministerbilen ud i landet.

Vilde forestillinger
Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn er ikke i tvivl om hvad der er brug for i stedet for de to spor dedikeret til pendlere.

”Der er brug for to spor dedikeret til indenrigspassagerer. For en forretningsmand, der rejser 1-2 gange om måneden, har også brug for at kunne hurtigt gennem sikkerhedskontrollen,” understreger Søren Svendsen.

I Sønderborg frygter lufthavnsdirektøren, at Københavns Lufthavns budskab om, at de har forbedret vilkårene for pendlerne og lavet særlige pendlerspor, vil få andre indenrigsrejsende til at holde sig væk.

“Når CPH siger: ”Vi gør noget for pendlerne”, så tænker alle andre indenrigspassagerer, at de ikke har adgang til pendlerslusen og kun er almindelige indenrigsrejsende. Derfor bliver de helt væk fra dansk indenrigs med vilde forestillinger om timelange køer i CPH,” pointerer Anders Sørensen.

Hos Københavns Lufthavn har man gentagne gjort opmærksom på, at man ikke må forskelsbehandle indenrigs- og udenrigspassagerer.

I den sidste uge af maj ventede de rejsende i gennemsnit over hele ugen 4 minutter og 12 sekunder i køen til sikkerhedskontrollen. I myldretiden fra kl. 05.00-09.00 og kl. 15.00-19.00 lå den gennemsnitlige ventetid henover ugen på 4 minutter og 31 sekunder, lyder det fra Københavns Lufthavn.