Luftrum hurtigt rømmet efter flystyrt

Frygten for at Malaysia Airlines’ rute MH017 formentligt er blevet skudt ned fik torsdag aften en lang række luftfartsselskaber til at styre deres fly udenom ukrainsk luftrum.

(OPDATERET kl. 17:00) Det er endnu ikke officielt bekræftet, at det var en nedskydning, der var årsagen til, at Malaysia Airlines rute MH017 i går styrtede i det østlige Ukraine på grænsen til Rusland. Alligevel har adskillige flyselskaber taget deres forholdsregler og annonceret, at de styrer deres fly uden om de uroplagede egne af Ukraine, hvor Malaysia Airlines-flyet forsvandt på dets vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har IATA oplyst, at luftrummet i det område, hvor rute MH017 er styrtet, ikke var underlagt nogen form for restriktioner.

Det er blandt andre Air France, Lufthansa og Singapore Airlines, der har meddelt, at selskaberne sender sine fly udenom det østlige Ukraine, imens russiske Transaero og Aeroflot har oplyst, at de helt undgår det ukrainske luftrum. Også Emirates besluttede i går aftes at returnere et fly på vej fra Dubai til Kiev.

Det er ikke kun luftfartsselskaberne, der tager sine forbehold omkring det Ukrainske luftrum. Eurocontrol, den europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed, har opfordret flyselskaberne til at flyve udenom ukrainsk luftrum, skriver BBC. Senere meddelte også de ukrainske myndigheder, at luftrummet i Østukraine nu er blevet lukket.

Malaysia Airlines rute MH017 styrtede ned nær den østukrainske by Shakhtarsk tæt på den russiske grænse. Ombord var 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer – alle frygtes omkomne.

Den officielle opgørelse fortæller, at der blandt de omkomne foreløbigt er 189 hollændere, 44malaysiere, 27 australiere, 12 indonesere og ni briter, fire tyskere, fire belgiere samt tre filippinere, én canadier og én newzealænder. Myndighederne mangler at identificere fire personer.

Torsdag aften kunne de franske myndigheder oplyse, at mindst fire franskmænd har været ombord. Udenrigsministeriets Borgerservice har oplyst at der ikke var danskere ombord.

Rute MH017 blev fløjet i samarbejde med KLM som rute KL4103.

Adskillige fly skudt ned i Ukraine
Den direkte rute mellem store dele af Europa og Sydøstasien er enten direkte eller meget nært hen over det østlige Ukraine, hvor Boeing 777-flyet fra Malaysian Airlines styrtede ned.

I går aftes kunne flere danske charterrejsearrangører også meddele, at deres charterfly mellem Danmark og Grækenland og Tyrkiet undgik det ukrainske luftrum. Selvom der kun er tale om, at flyene skal igennem luftrummet over det vestlige Ukraine, har man ønsket at være på den sikre side, ind til der er overblik over årsagen til flystyrtet. Det kunne kommunikationschef Torben Andersen fra Thomas Cook Airlines oplyse til Ritzau.

Området af det østlige Ukraine har været hærget af stor uro igennem de sidste fire måneder, hvor ind til flere ukrainske fly og helikoptere er blevet skudt ned. Senest blev et fragtfly af typerne AN-26 skudt ned i mandags, imens en jager af typen Sukhoi Su-25 blev skudt ned onsdag.

Nedskydning sket før
Bliver det bekræftet, at en nedskydning var årsagen til, at rute MH017 styrtede, vil flyet skrive sig ind i en trist historisk statistik over nedskudte civile trafikfly.

I 1983 nedskød et russisk kampfly en sydkoreansk Boeing 747 efter, det var kommet ud af kurs og havde bevæget sig ind i russisk luftrum, hvor det ikke lykkedes at skabe kontakt med flyet. Ombord var der 269 mennesker, som alle omkom. Blot fem år senere i 1988 nedskød et amerikansk krigsskib et Iransk passagerfly, hvor 290 mennesker mistede livet.

Så sendt som i 2001 måtte det ukrainske militær erkende, at det ved en fejl havde nedskudt et russisk passagerfly i Sortehavet med et testmissil – en ulykke, der kostede 78 mennesker livet.

Billede: Det var tydeligt at se, hvordan fly i stor stil undgik Ukraine torsdag aften. Foto: Flightradar24.