Lurende Lufthansa-strejke udsat

Lufthansas kabinepersonale havde truet med at indlede en stribe af en-dagsstrejker i dag. Nu er udsigten til strejker foreløbigt udskudt til midten af juli.

Lufthansas kabinepersonale strejker ikke i dag, sådan som de ellers havde varslet for to uger siden. Natten mellem mandag og tirsdag fik Lufthansas ledelse kabinepersonalet overtalt til at udskyde strejken mindst to uger. Det skete efter forhandlinger, som kabinepersonalet fagforening, UFO, betegner som konstruktive.

For at vise velvilje og fortsætte forhandlingerne, valgte UFO at udskyde strejken til tidligst midten af juli.

Den udskudte strejke er tænkt som den første af en række en-dagsstrejker, som UFO planlægger at gennemføre frem mod september, hvis ikke det lykkes at indgå en ny overenskomst med Lufthansa.

Dermed vil UFO kopiere den strategi, som Lufthansas piloter har fulgt i mere end et år. Med kun 24 timers varsel har piloterne igen og igen gennemført strejker af 1-2 døgns varighed. Hele 10 gange er det blevet til indtil videre.

Skaber usikkerhed
Denne slags punktstrejker, der annonceres med meget kort varsel, kan potentielt være mere skadende end én lang strejke af en uge eller to ugers varighed. For punktstrejkerne skaber generelt usikkerhed hos passagererne om hvorvidt de kan komme afsted. Og så begynder de at booke billetter hos konkurrenterne – for at være på den sikre side.

Lufthansa er i gang med forhandlinger med en række personalegrupper som et led i arbejdet med at reducere omkostningerne og blive mere konkurrencedygtig overfor lavprisselskaber og selskaberne fra Mellemøsten. Hos både piloterne og kabinepersonalet handler det blandt andet om pensionsvilkår. Lufthansas kabinepersonale kan i dag blive pensionerede som 55-årige. Det ønsker Lufthansa bliver lavet om. Desuden ønsker selskabet, at en større andel af de ansattes løn skal øremærkes pensionsindbetaling.