Mærsk: Houston-rute ikke optimal

A.P. Møller – Mærsk bruger kun SAS’ nye Houston-rute minimalt. Hverken tidsplan eller priser er optimale, lyder kritikken.

Der er ikke mange medarbejdere fra den danske olie- og rederikoncern A.P. Møller – Mærsk blandt passagererne, når SAS seks gange om ugen flyver mellem de to oliebyer Stavanger og Houston med et specialindrettet Boeing 737-700 fly i en ren business class-konfiguration med 44 sæder.

Houston er som verdens olieby nummer ét ellers en destination, som den danske koncern har rigtig stor rejseaktivitet til fra København. Og på udturen fra København er flyskiftet i Stavanger med kun 30 minutter mellem at københavner-flyet ankommer og SK951 afgår mod Houston da også ganske optimalt.

Men på hjemturen er der et stop på en time og 40 minutter i Stavanger. Og det er ikke hensigtsmæssigt, påpeger Mærsk, der derfor ikke er den store bruger af ruten.

”Vi bruger produktet, men minimalt, da connection på hjemturen ikke er optimal og det derfor bedre kan svare sig at bruge KLM eller Lufthansa,” forklarer Mette Christensen, global head of travel and related acitivities hos A.P. Møller Mærsk.

Hos SAS er man godt tilfreds med produktet hvad angår flyvetid og business class-only konceptet.

”Vi synes, at vi har et rigtig stærkt produkt på både flyvetiden og via den særlige kabine, som vi har indrettet,” siger Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS til CHECK-IN.dk.

Blyanten skal spidses
Når det kommer til billetprisen, så er Mette Christensen heller ikke imponeret.

”Priserne er heller ikke optimale. For os er det et one-stop produkt og ikke et direkte produkt, så blyanten skal spidses noget mere fra SAS’s side,” påpeger Mette Christensen.

At prisen ikke er optimal, er ikke et synspunkt man kan tilslutte sig hos SAS.

”Vores produkt og prisen matcher som helhed markedets krav i den kategori, vi opererer i med ren business,” siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS.

Ni passagerer
Fornylig kunne SAS’ koncerndirektør for salg og marketing, nordmanden Eivind Roald, dog løfte sløret for, at der på nogle dage er særdeles få passagerer ombord på flyet, der opereres af schweiziske PrivatAir for SAS.

“Belægningen svinger en del, hvilket er normalt med nye ruter. Nogle afgange har været tilnærmelsesvis fuldtbookede, mens andre afgange har haft en belægning på omkring 20 procent,“ fortæller Eivind Roald fra SAS til Aftenposten.no.

Flyafgange med en belægning på 20 procent vil således kun have ni passagerer i kabinen på den mere end 10 timer lange rejse mellem Stavanger og Houston.

Vakte ikke begejstring
SAS åbnede den rene business class-rute mellem Stavanger og Houston den 20. august efter flere års sonderinger og dialog med skandinavisk erhvervsliv inklusiv A.P. Møller – Mærsk. I den danske olie- og rederikoncern havde man gerne set at ruten var startet i København og blot havde mellemlandet i Stavanger.

Da SAS den 1. april i år annoncerede, at der kun blev tale om en Stavanger – Houston rute, vakte det da heller ikke begejstring hos A.P. Møller – Mærsk.

“Det er godt, at der kommer en ekstra langdistancerute fra Skandinavien. Men det er skuffende, at man ikke syntes, at flyet bare nogle af dagene kunne starte i København. Nu kan vi lige så godt tage via andre lufthavne,“ sagde Mette Christensen dengang til CHECK-IN.dk.