Millionudgift til ekspropriation glemt i Aarhus-rapport

Hvis Aarhus skal have en ny lufthavn vil det være nødvendigt at ekspropriere luftrummet over naboarealerne. Udgifterne til dette er ikke medregnet i ny rapport.

Konsulentfirmaet Grontmij har glemt at indregne en udgiftspost på et større millionbeløb ved anlæggelse af en ny lufthavn nær Aarhus i den rapport, som blev fremlagt mandag.

Når man skal anlægge en ny motorvej eller jernbane, så er det kun nødvendigt for staten eller en kommune at ekspropriere det område, hvor vejen eller banen skal gå. Sådan er det dog ikke hvis man skal anlægge en ny lufthavn. Det areal, som lufthavnen skal ligge på, skal selvfølgelig opkøbes eller eksproprieres. Men det er også nødvendigt at ekspropriere luftrummet over naboernes arealer. Det går nemlig ikke at naboen opfører en ny kornsilo, rejser en flagstang eller opsætter en tv-mast i omegnen af lufthavnen.

At pålægge naboerne disse begrænsninger kræver at de får en økonomisk kompensation. Da der ofte er tale om meget store arealer, kan det løbe op i adskillige millioner af kroner – selvom der blot er tale om luft.

Grontmij har imidlertid glemt at medtage denne ekspropriation af luftrum i deres beregninger af prisen for en ny lufthavn tættere på Aarhus centrum end den nuværende Aarhus-lufthavn ved Tirstrup på Djursland.

Underlagt strenge krav
Konsulentfirmaet er kommet frem til at det vil koste mindst to mia. kroner at anlægge en ny lufthavn. Den pris indeholder penge til ekspropriation af arealer til at skaffe de 300 hektar, som selve lufthavnen vil skulle lægge beslag på. Men der er ikke indregnet penge til ekspropriation rundt om lufthavnen.

Grontmij peger på tre mulige placeringer af en ny lufthavn. I alle tre tilfælde vil lufthavnen komme til at lægge tæt på bebyggelse, som det vil være nødvendigt at betale kompensation til, da ejerne af bebyggelserne vil blive underlagt strenge krav for hvad de kan gøre i luften over deres jord.

Analysechef Brian Gartner fra Grontmij erkender, at firmaet kun har medregnet udgifter til egentlig jordekspropriation.

”Vi har kun set på selve de arealer, som er nødvendige for at anlægge lufthavnen. Vi har lavet analyser af terrænet i en radius af fire kilometer rundt om de foreslåede områder. Men hvad der skal eksproprieres og hvad det vil koste overlader vi til en eventuel VVM-undersøgelse,” forklarer Brian Gartner til CHECK-IN.dk.

Ikke lægge jord til
Af de tre mulige placeringer anbefalede Grontmij en placering ved Flensted sydvest for Aarhus. Arealet er dog beliggende i Skanderborg Kommune. Og kun godt et halvt døgn efter offentliggørelsen af rapporten mandag aften, meldte Skanderborgs borgmester ud, at de ikke ønsker at lægge jord til en ny lufthavn.

Undersøgelsen af mulighederne for anlæggelse af en ny lufthavn er sat i søen af Aarhus Byråd med borgmester Jacob Bundsgaard som en aktiv fortaler for ideen. Aarhus Kommune er nu henvist til at arbejde videre med en placering ved Thomasminde nordvest for byen. Den ligger nemlig på den rigtige side af kommunegrænsen. Problemet er blot, at prisen for en lufthavn ved Thomasminde sandsynligvis vil være tre mia. kroner mod to mia. kroner for en Flensted-lufthavn. Det skyldes en række højdeforskelle og lignende.

På et møde den 17. juni skal Aarhus Byråd afgøre, om man ønsker at arbejde videre med muligheden for at etablere en lufthavn ved Thomasminde.