(Foto: Morten Lund Madsen)

Navnekonkurrence om nyt navn til Karup Lufthavn

I de kommende måneder kan borgere og andre interesserede være med til at bestemme det nye navn på Karup Lufthavn.

Karup Lufthavn skal have nyt navn. Det sker som et led i en offensiv strategi, der skal øge kendskabet til den midtjyske lufthavn, der i dag har DAT- indenrigsruten til København som største aktivitet.

Karup Lufthavn skal gå fra at være “ukendt lufthavn” til en lufthavn med et navn, der fortæller om, hvor lufthavnen ligger og hvad den kan tilbyde. Det er netop blevet afsløret på et velbesøgt pressemøde i lufthavnen, hvor repræsentanter for de ni ejerkommuner, flyselskabet Danish Air Transport samt charterarrangørene Apollo og Bravo Tours er til stede.

“Vi skal finde et nyt navn til lufthavnen, og derfor udskriver vi en navnekonkurrence, der løber over de kommende måneder,” siger lufthavnens bestyrelsesformand H.C. Østerby, der samtidig er borgmester i Holstebro Kommune.

Der er tilsyneladende mange navne i spil. Hos DK-Hostmaster, der varetager administrationen af internet-domæner i Danmark er der i løbet af de seneste 14 dage blevet registreret følgende navne: aarhusvestlufthavn.dk, aarhusvlufthavn.dk, aarhuswest.dk, denmidtjyske.dk, jyskairport.dk, jysklufthavn.dk, lufthavnenaarhusv.dk, lufthavnmidt.dk, midtjyllandsairport.dk, midtjyllandslufthavn.dk, midtjyskairport.dk, midtjysklufthavn.dk, vestjyskairport.dk samt vestjysklufthavn.dk.

Charterflyvninger fra 2017
På pressemødet blev det også afsløret, at charterarrangøren Apollo i sommeren 2017 vil etablere ugentlige charterflyvninger til Kreta, mens Bravo Tours vil flyve ugentligt til Rhodos..

Karup Lufthavn er et andelsselskab med begrænset ansvar ejet af kommunerne i Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Skive, Struer samt Viborg der alle er beliggende i Region Midtjylland.

 

Relaterede artikler:

Karup Lufthavn skifter navn

Karup: Tredjemest effektive lufthavn i verden

Karup: Vi kan alt det CPH kan

DAT kan fejre et år i Karup Lufthavn

Ny Karup-chef vil have ruter til udlandet