Seneste nyheder
Intensive forhandlinger trækker ud
14-05-2012
Det skete fredag den 11. maj kl. 10:14, og beskeden var ganske kortfattet. Kuratorerne ved advokat Lisa Bo Larsen fra Kromann Reumert og advokat Henrik Sjørslev fra Lett Advokatofirma har siden den 3. maj arbejdet med at sikre værdierne i det konkursramte flyselskab.
Kuratorerne anerkender, at man arbejder under et betydeligt tidspres, og man vil først og fremmest forsøge at opnå et succesfuldt salg. Der nævnes specifikt i pressemeddelelsen, at der føres "intensive forhandlinger" med flere interesserede parter.
Man erkender da også, at et samlet salg af aktiviteten er en kompleks transaktion, der kræver stor fleksibilitet og imødekommenhed fra alle parter. Derfor forventes processen at tage noget tid, som det hedder det i meddelelsen, uden at man dog kan komme med et bud på, hvornår forhandlingerne ventes afsluttet.
Det må dog forventes, at der senest på torsdag den 17. maj - altså 14 dage efter konkursdatoen - kommer en ny meddelelse fra kuratellet, hvis drøftelserne ikke er afsluttet inden. På denne dato skal der nemlig tages stilling til en eventuel forlængelse af boets flyvninger, ligesom Lønmodtagernes Garantifond forventes at skulle have en status på drøftelserne for at kunne forberede et eventuelt krav mod boet.
Jet Time i dialog med kurator
Det danske charterflyselskab Jet Time var som ventet en af byderne på dele af boet efter Cimber Sterling. Rent konkret ønsker Jet Time at overtage de operationelle leasingkontrakter på to Boeing 737-700 fly fra boet. Samtidig kunne Jet Time i fredags meddele, at man havde overtaget omkring 45 medarbejdere indenfor faggrupperne piloter, mekanikere og kabinepersonale.
"Vi forhandler fortsat med kuratorerne om at overtage to af Cimbers Boeing-fly. Vi er meget optimistiske og derfor har vi lavet aftale med personale, som kan besætte de to fly," sagde administrerende direktør Klaus Ren i fredags til DR.
Allerede før konkursen var det planen, at Jet Time sidst på året skulle have overtaget to Boeing-fly fra Cimber Sterling.
Budkrig
Det anses fortsat som sandsynligt, at der stadig verserer en budkrig mellem britisk-finske Flybe Nordic og Mansvell-ejede Skyways fra Sverige. Begge selskaber ønsker angiveligt at overtage Cimber Sterlings indenrigs- og regionalruter med dertilhørende fly samt flyvende og administrativt personale tilknyttet denne operation.
Her er det primært Cimber Sterlings ni turboproplfy af typen ATR, der er i spil, men det kan ikke udelukkes, at Skyways vil være interesseret i også at overtage de elleve CRJ200 fly fra Cimber Sterling. Fem af disse fly er i øjeblikket beslaglagt af boet, men seks fly er til disposition for boets flyvninger på vegne af SAS, hvoraf fast fire fly vil være beskæftiget for SAS, mens de sidste to aktive fly må formodes at være back-up og reserverfly.
Bekymring hos Københavns Lufthavn
Hos ledelsen i Københavns Lufthavne A/S er der en naturlig bekymring i kølvandet på Cimbers Sterlings kollaps.
Det er nemlig essentielt for transfertrafikken i CPH, at der findes en stabil tilbringertrafik fra de danske provinslufthavne ind til Skandinaviens største trafikknudepunkt i Kastrup. Her handler det ikke alene om at beflyve en indenrigsrute til København, men i ligeså høj grad om etablering af billetaftaler med mange af de operatører, der flyver fra København ud i verden.
Norwegian har ingen samarbejdsaftaler med andre operatører fra Københavns Lufthavn, mens Danish Air Transport (DAT), der foreløbigt har givet sig i kast med ruterne fra Sønderborg og Bornholm til København også vil have brug for at etablere en række "interline agreements" med de ledende netværksoperatører fra Københavns Lufthavn.
I modsat fald vil mulighederne for at føde trafik ind til Københavns Lufthavn og lufthavnens kunder blive kraftigt påvirket.
"Både indenrigstrafikken og den vigtige feeder-trafik er blevet berørt af konkursen, og derfor skal vi hurtigst muligt have bundet Danmark sammen igen efter Cimber Sterlings kollaps. Samtidig skal vi sikre, at netværksselskaberne fortsat får tilført passagerer til deres internationale trafik, hvilket er vigtigt for at styrke knudepunktet,” siger Københavns Lufthavns salg- og markedsdirektør Carsten Nørland.
Da lufthavnenes passagertal opgøres i såvel afgående som ankommende passagerer, vil tabet af en rejsende flypassager på en returrejse fra en provinslufthavn via CPH samlet set udgøre i alt fire passagerer, når statistikken gøres op. Det betyder eksempelvis, at 12.500 tabte returrejsende udenlandspassagerer fra provinsen via Københavns Lufthavn vil tælle som 50.000 tabte passagerer i statistikken.
Foto: Arne V. Petersen
Søg billige rejser
Ledige jobs i rejse- og luftfartsbranchen
Preferred
CHECK-IN Web-TV
Dansk Flyprisindex
© Copyright 2010 - CHECK-IN.dk


