(Foto: SAS)

Noget stort i vente fra SAS i dag

SAS har indkaldt medier fra hele Skandinavien til pressemøde i dag. Ikke i hovedkontoret i Stockholm eller i trafikknudepunktet i København men i oliebyen Stavanger.

I dag mandag klokken 12 vil SAS være vært for et pressemøde i den vestnorske olieby Stavangers Sola Lufthavn. Flyselskabet vil ikke på forhånd løfte sløret for anledningen til pressemødet og hvad man vil offentliggøre af nyheder.

Men der er tilsyneladende noget stort i vente og ikke bare tale om en lokal nyhed, der primært vil være relevant for rejsende fra Stavanger eller Vestnorge. Således er medier fra hele Skandinavien blevet fløjet ind til pressemødet, hvor SAS ifølge dem selv vil ”præsentere nogle meget spændende nyheder og en lidt special case”.

Det er yderst usædvanligt, at nyheder med relevans for hele SAS’ skandinaviske marked eller nyheder om hele SAS-koncernen, ikke bliver offentliggjort ved et pressemøde i SAS-hovedkontoret i Stockholm.

Tilstede ved pressemødet vil være SAS’ koncerndirektør for salg og marketing, Eivind Roald, der blandt andet har Eurobonus-programmet under sine vinger. Norske Eivind Roald er også kendt som en af de flittigste fortalere internt i SAS for etableringen af en særlig ”business class only”-flyrute fra Stavanger til oliebyen Houston i USA. Et projekt, der har været på tegnebrættet hos SAS i mere end et år og som netop Eivind Roald har holdt flere møder med erhvervslivet i Stavanger og den norske olieindustri om.

CHECK-IN.dk vil være til stede ved pressemødet, der starter kl. 12.