Norsk lavprisflyselskab er gået konkurs

Det norske virtuelle lavprisflyselskab FlyNonstop har her til morgen indgivet konkursbegæring. Alle flyafgange er indstillede.

Det norske virtuelle lavprisflyselskab FlyNonstop med base i Kristiansand Kjevik-lufthavnen gik første gang på vingerne den 25. april i år. Selskabet var startet op med et splinternyt Embraer E190-fly med plads til 100 passagerer.

Men efter blot seks måneder er eventyret slut. FlyNonstop har her til morgen indgivet konkursbegæring, da det ikke var lykkedes at få nye investorer ind i selskabet.

FlyNonstop blev etableret af den norske is-konge Espen Hennig Olsen, der er tredje generation i familievirksomheden Hennig-Olsen Is AS, der er en af Norges største iscremefabrikker.

Selskabet startede op med ruter fra Kristiansand til Barcelona, Berlin, Dubrovnik, London, Nice, Palma de Mallorca, Paris og Parma. Selskabet havde håbet på 50.000 passagerer årligt, men så langt nåede man tilsyneladende ikke.

“Flere af vore destinationer har været meget populære, specielt Dubrovnik og London. Sidstnævnte har udviklet sig rigtig godt. Men uanset dette må vi konstatere, at vi desværre har haft for få passagerer på vort totale rutenet. Dette på trods af, at vi havde en kabinefaktor på 60 procent i juli,“ skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Opfordres til at kontakte SAS
FlyNonstop opfordrer til, at hver enkelt passager tager kontakt til SAS, der har erklæret sig villig til at hjælpe med ombooking eller salg af nye billetter til specialpris.

“Vi beklager dybt over alle dem, som har købt billetter og støttet FlyNonstop. Fordelene med direkte ruter, en fantastisk flyvemaskine og rigtig god service ombord, har alligevel ikke været tilstrækkeligt. Der er muligvis for mange, som har valgt andre ruter og destinationer, eller har ladet være med at rejse, da sommervejret i 2013 har været det bedste i umindelige tider,“ konstaterer Flynonstop.