Foto: PR

Norwegian åbner syvende base i Spanien

Palma på Mallorca bliver Norwegians syvende spanske base. Basen skal betjenes af lavprisflyselskabets irske datterselskab.

Den 1. juni 2016 slår Norwegian dørene op for sin syvende spanske base – denne gang i Palma de Mallorca. Basen skal på linje med selskabets øvrige spanske baser betjenes af datterselskabet Norwegian Air International, som vil rekruttere ansatte lokalt på på den spanske ferieø.

”Åbningen af en ny base i Palma vil øge Norwegians tilstedeværelse i regionen og bidrage til den lokale økonomi gennem flere jobs og øget turisme,” siger administrerende direktør i Norwegian Bjørn Kjos.

Palma-basen bliver i første omgang udstyret med to fly og 60 ansatte. Flyene skal blandt andet flyve på ruten fra Palma til København. I forvejen flyves denne af Norwegians moderselskab, Norwegian Air Shuttle, men ifølge Norwegian betyder Palma-basen flere afgange på blandt andet København.

”Danske passagerer kan flyve med Norwegian til Mallorca fra både København og Aalborg. Fra 1. juni øger selskabet fra ni til 12 ugentlige afgange mellem København og Mallorca og hele to daglige afgange om ugen i perioden 19. juni til 13. august,” skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Mere spansk indenrigs
Med basen på Palma de Mallorca er Norwegian ikke kun ude efter at kunne supplere med en række afgange på ruterne til København og andre nordiske destinationer. Basen skal også danne grundlag for to nye indenrigsruter mellem Palma de Mallorca og henholdsvis Barcelona og Madrid.

”Spanien er et vigtigt marked for Norwegian med flere indenrigsruter mellem de spanske storbyer Barcelona, Madrid og Malaga og De Kanariske Øer. Derudover flyver vi mange ruter mellem Spanien og andre dele af Europa,” siger Bjørn Kjos.

Norwegian er flere gange blevet kritiseret for at oprette baser i Spanien, hvor selskabet kan ansætte lokalt personale til lokale lønninger, som er lavere end, hvad Norwegian skal betale sit skandinavisk-ansatte personale. På de spanske baser har selskabet heller ikke overenskomst med sine ansatte.

Norwegians spanske baser er foruden Palma de Mallorca, Madrid, Barcelona, Alicante, Malaga, Las Palmas og Tenerife. I alt har Norwegian 16 baser i Europa heraf de syv i Spanien.

Relaterede artikler:

Kun 60 procent af Norwegians forretning er i Skandinavien

Norwegian får længe ventet USA-tilladelse

Norwegian åbner base i Rom