Ryanair-fly i London Stansted Airport.

Norwegian favner bredere end Ryanair

Norwegian og Vueling flyver til over 20 procent flere lande end Ryanair.

Ryanair er Europas ubestridt største lavprisflyselskab. I hvert fald hvis man tæller antal passagerer. Og på samme skala kommer easyJet ind som nummer to, mens Norwegian og Vueling er nummer tre og fire. Men hvis man kigger på hvor bredt selskaberne favner, så er billedet vendt på hovedet. Det har anna.aero analyseret sig frem til.

Således flyver Norwegian og Vueling til over 20 procent flere lande end Ryanair og over 18 procent flere lande end easyJet. Norwegian og Vueling flyver nemlig begge to til 38 lande, mens Ryanair og easyJet flyver til henholdsvis 30 og 32 lande.

I mellem selskaberne ligger polsk-ungarske Wizz Air sig med 36 lande på rutekortet.

I de sidste 12 måneder har Vueling været mest aktiv med at gøre sit indtog i nye lande. Således har Vueling tilføjet destinationer i hele otte nye lande til rutekortet. Det er Armenien, Estland, Ungarn, Polen, Serbien, Senegal, Tunesien og Cypern.

Ryanair og Norwegian er de sidste 12 måneder kun gået ind i ét nyt land hver. Det er henholdsvis Schweiz og Montenegro. Og hos easyJet har man taget et skridt frem og to tilbage. Således har selskabets hvide og orange fly sat hjulene ned i Rumænien, mens man har vendt Norge og Jordan ryggen.